Overskriften siger det hele. Aron og hans band hører ikke til de mest typiske bands at hyre til at spille på en festival, men stemningen på Aronas’ plader er tyk af blueset festival-materiale. |
| ||||||||
Det er sjældent, man hører en musikalsk begavet fyr rigtigt få lov at tonse derudad på sit klaver uden regler eller grænser. Men det er netop, hvad Aron Ottignon giver sig selv lov til – med lidt hjælp fra en bas og nogle trommer. Det kan lyde som et introvert og nørdet projekt, men det er tværtimod noget af tidens mest livsbekræftende musik. Mere end kammermusik For selvom pianisten Aron allerede som16-årig gammel var ved at vinde de australske jazzmesterskaber og i dag spiller udsolgte enmands-koncerter i operahuset i Sydney, er han musikalsk ikke en ”pæn dreng.” Hans hamrende klaver udgør et festfyrværkeri af livsgnister på tværs af genrerne, assisteret af de dybe trommer. Djævelske rundture på tangenterne Tager pusten fra enhver Aronas’ musikalske bredde afbildes glimrende i dette citat fra en koncertanmeldelse i The Scotsman af en optræden ved Edinburgh-festivalen for fire år siden: ”Ottignon er en musiker i verdensklasse. Hans testosteronpumpede, Rachmaninov-som-jazz spil vil tage pusten fra enhver.” Musikken bærer, som citatet måske også signalerer, på en legesyge, som hurtigt smitter. Af Niels Krogh Søndergaard |
Aronas – punkjazz-damptoget fra operahuset i Sydney
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar