Det hele var lagt i skema, med en tilpas maengde blanke timer, hvor vi kunne goere hvad vi ville.
Jeg er traet af den stemning der har ligget i luften paa de sidste par "ungdoms"-gruppeture jeg har vaeret paa. Man glaeder sig umaadeligt meget til rejsen og forestiller sig i ugerne op til afgang hvorledes man paa denne uge i den udenlandske storby vil bade i en cocktail af kulturtilbud, afslappelse og horisontudvidelse.
Naar man endelig kommer derned, bliver indtrykket som efterlades for eftertiden ofte et af soevnmangel, rastloeshed og daarlig kommunikation med dem man rejser sammen med. Ofte vil man jo lave forskellige ting naar man er ude at rejse, og har folk ikke meget tid og overskud saa bliver de irritable.
Nu lyder det som lutter tortur denne tur til Berlin. Det var det selvfoelgelig ikke. Jeg blev desvaerre nogle gange noedt til at stikke lidt af fra de andre under turen, for bl.a. at kunne opleve nogle af de eks-besatte huse i Friedrichshain-kvarteret. Steder hvor der ikke kommer R'n'B ud af hoejtalerne og hvor der ikke dufter af Issey Miyake-parfume. Jeg var bl.a. forbi Sama-café i Samaritterstrasse, hvor der var en fed stemning. Her kom jeg hurtigt i snak med fremmed godtfolk, bl.a. stoedte jeg paa en som er kaereste med en pige jeg kender i Odense(!)
Turen til Berlin kom lidt til at staa i "undertrykkelsens" tegn, da vi hjemmefra havde beskaeftiget os en del med Tysklands fortid. Ute havde holdt foredrag om hendes opvaekst som system-trodsig praestedatter i Oesttyskland, og vi havde laert meget om den undertrykkelse som eksisterede i det tidligere DDR.
Da det nu var en studietur vi var paa, besoegte vi et par museer dernede. Et af dem som jeg sjaeldent vil glemme var Stasi-museet, som var beliggende i de oprindelige hovedkvarterer for Stasi i Oesttyskland. Det var et kaempe isoleret boligareal centralt beliggende i Berlin. Her havde flere hundrede Stasi-agenter deres gang for femten aar siden. Personalets boern gik i boernehaver inden for murene og de handlede i special-forretninger med af politiet beslaglagte og stjaalne varer og varer som den almene oesttysker ikke havde adgang til. Der var en virkelig saerlig stemning paa de gange og i de kontorer. Udover at moebelindretningen og de mange traepaneler gjorde bygningen uendeligt halvfjerdser- og Olsenbanden-agtig, saa stank der osse af fortid.
Nu vil jeg runde denne rejseberetning af.
Da jeg besluttede mig for at gaa mod udgangen af de gamle Stasi-hovedkvarterer, ville jeg lige trykke en lort paa et toilet. Det gik hurtigt op for mig at de havde beholdt den oprindelige toiletindretning, og at det eneste som var udskiftet var toiletpapirsholderen og saebeautomaten. Doerhaandtagene var af tyk sort plast og der hang et roedt badeforhaeng foran et brusebad bagved toiletbaasene. Det kan taelles paa en haand hvor faa gange jeg har oplevet en saa maerkvaerdig stemning som jeg gjorde der. Som jeg sad paa porcelaens-kummen paa fjerde sal i denne bygning, der engang havde huset alskins forfaerdeligheder, kiggede jeg ned i de samme fliser som hundredvis af Stasiofficerer havde gjort igenem tiden mens de ogsaa lavede lort.
