My Chemical Romance – farlig popmusik

Inden for en musikgenre, der er både elsket og lagt for had, har My Chemical Romance formået at nå et stort publikum verden over med deres brug af lyse melodier i et mørkt univers.

Dato:
Tirsdag
27.03.2007


Er der noget band, som i øjeblikket er eksponent for popmusikken i den mere hårde ende, må det være My Chemical Romance. Vover et populærband sig ind på territoriet punk eller metal, risikerer det, at der falder brænde ned. Det har bandet også mærket, primært i Europa, hvor de sidste år blev overdynget med flasker på den engelske Reading Festival. Måske blev folk sure over den måde, de blander popmusikkens melodiske kvaliteter med punkens rå energi på.

Fandt sammen efter 11. september 2001
My Chemical Romance spiller en grov pop-punk, hvor guitaren af og til træder mere i baggrunden og giver plads til forsanger Gerard Ways storladne melodiske billedsprog. Bandet kategoriserer selv deres musik som “farlig pop,” og ofte tangerer den genren emo, da de ikke er bange for skønsang eller for at øse ud af deres meget følelsesladede univers.

My Chemical romance - photo: Kevin EstradaDe fem musikere fandt sammen for seks år siden, lige efter angrebene på World Trade Center i New York, 11. september 2001. Angrebene gjorde et stort indtryk på forsanger Gerard Way, da han selv var øjenvidne, og han skrev straks sangen ”Skylines and Turnstiles,” der er et forsøg på at tackle den tvivl, som ramte mange amerikanere lige efter.

Fra pop-punkens hovedsæde
Medlemmerne i My Chemical Romance kommer med en enkelt undtagelse fra New Jersey. Sammen med Thursday har de gjort denne stat til noget, der kan minde om et nyt internationalt hovedsæde for pop-punk.

Bandet har udgivet tre albums, hvoraf det seneste, The Black Parade fra 2006, for alvor bragte bandet verden rundt. The Black Parade blev produceret af Green Day-producer Rob Cavallo, og My Chemical Romance har da også varmet op for Green Day på en af deres turnéer.

Hyldet og hadet
Hvis man spørger punkrock-fans, hvad de synes om My Chemical Romance, falder svarene i to lejre. Enten forkastes bandet totalt som poppet emo-punk af værste skuffe, eller også bliver det fremhævet som et af de bedste bands i verden lige nu. Netop af den grund blev resultatet af det britiske rockblad Kerrang Magazines årlige afstemning sidste år ekstremt splittet. My Chemical Romance løb med førstepladsen i kategorierne ’worst band’, ’worst album’ og endda ’worst thing about 2006’ – men samtidig blev de bl.a. kåret som både ’best band’ og for ’best album’, ’best song’, ’best video’ og ’best live show.’

Bedøm selv, når bandet indtager Roskilde Festival til sommer.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.mychemicalromance.com
Artist-directs video, lydklip og bandbiografi om My Chemical Romance:
ubl.artistdirect.com/nad/music/artist/listenwatch/0,,1721940,00.html#artist_name


(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 27/3-2007 på www.roskilde-festival.dk )

The Psyke Project – skrigere med skills



Nogle af landets hårdeste drenge på metalscenen er tilbage på Roskilde Festival. I udlandet er de blevet opdaget, mens det brede danske publikum endnu har noget i vente.

Dato:
Tirsdag
27.02.2007


Det er et mørkt og skingert univers, de fem drenge fra Helsinge har skabt med gruppen The Psyke Project. De sidste par år har de pudset på deres lyd, men den er stadig ligeså ond, som den var på debutpladen Samara i 2003.

Genren er metallisk hardcore, og The Psyke Project ligger i den tekniske ende af skuffen, også kaldet mathcore, med deres atypiske beats og upolerede indre. De spiller ikke blot hårdt og hurtigt, musikken byder i høj grad på detaljer.

Opdaget i udlandet
Hardcore-genren har sine aner i punkmusikken og den tidlige metal. The Psyke Project spiller den uden distancering, og musikken rammer derfor dybt i hjertets mørke kamre. Derved har bandet måske endnu afskåret sig fra et større, kommercielt dansk publikum, men i udlandet har de høstet anerkendelse.

De efterhånden erfarne gutter har på det seneste fået masser af positiv omtale i de største metalblade som Metalhammer, Kerrang og Terrorizer, og danskerne har i løbet af de sidste par år delt scene med legender som amerikanske The Dillinger Escape Plan og britiske Raging Speedhorn.

The Psyke Project PR PhotoHerhjemme skød The Psyke Project deres karriere i gang på Roskilde Festivals campingscene i 2003 og blev i anledning af deres andet album Daikini fra 2005 nomineret i ikke færre end fire kategorier til Danish Metal Awards, bl.a. for bedste live-act.

Åndenød
The Psyke Project kan ses som en del af dansk musiks opblomstring gennem de sidste fem år. De har dog endnu ikke fået helt den opmærksomhed herhjemme, som de fortjener. I april smider The Psyke Project deres tredje plade Apnea på gaden, og albummets titel afspejler dets tema. ’Apnea’ betyder åndenød på engelsk – med reference til den slags åndenød, som både ondskab og kærlighed kan frembringe, har bandets forsanger Martin Nielskov udtalt i et interview med Mymusic.dk.

Åndenød rammer dog sjældent forsangeren, når han går på scenen, hvor bandet er kendt for vilde optrædener, bl.a. under Danish Metal Awards 2006, hvor The Psyke Project på scenen blev assisteret af en hel flok pigegarder.

Mon ikke de på Roskilde Festival i år får en lidt større scene at brede sig på?

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.mymusic.dk/redaktion/artikel.asp?id=1932
thepsykeproject.dk/



(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 27/2-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Ældre posts