snapseland

Dj Diplo – dybt mix fra Floridas sumpe

Diplo er blevet kaldt den ultimative party-dj. Hans hang til alle afdelingerne i musikbutikken har bragt ham vidt omkring.

Dato:
Fredag
15.06.2007


Enhver dj har sit eget revir. Dette gælder også for Diplo, som for det meste har regeret i de amerikanske sydstater Florida og Misisippi. Her har han medvirket på ”dirty south”- og Miami bass-scenen men tilføjet sin egen genreblandende stil, som ikke mange andre kan gøre ham efter.

DJ Diplo - PR photoKlippefabrik og genre-bastarder
Klippefabrikken Diplo er uden tvivl noget, som skal opleves, hvis du er til hiphop eller world music, for han repræsenterer nemlig det ypperste inden for begge genrer. Der er stort set ikke den genre, som Diplo ikke har rørt. Til en fest med ham bag pladespilleren bliver der danset til bastarder af alt fra indisk bhangra og mainstream hiphop til jazz og dance-hall. Det hele klipper han til med en saks, som giver hans helt eget patchwork af kold elektronisk lyd.

Humor i mixet
Fra Diplo begyndte at vende plader, har humor været et gennemgående tema for alt, hvad han laver. Han er god til at holde smilet fremme hos sine fans ved jævnligt at lægge gakkede mixes op på nettet, f.eks. ”So Many Shrimp” som er en vild blanding af bl.a. gangsta-rap, Gorillaz og en velkendt talestrøm fra sydstats-rejefiskeren Bubba fra filmen Forrest Gump. Nej, Diplo aka Diplodocus aka Wes Diplo er bestemt ikke en mand, som er bange for musikbranchens advokater!

Rejsende trendstarter
Diplo har turneret i store dele af verden med navne som RJD2, Roots Manuva og M.I.A., og han er ikke bange for at tage til de helt varme lande. Her opdager han nemlig nye genrer, som han kan rette sin koncentration mod.

Diplo har på det seneste været med til at puste til ilden i den brasilianske baile funk, også kaldet funk Carioca (funk fra Rio). Han fandt sandsynligvis den aggressive, portugisiske rap, som karakteriserer genren, charmerende og yderst passende til hans hårde, dybe beats.

DJ Diplos ankomst til årets festival falder da også sammen med ankomsten af brasserne i Bonde Do Role og CSS, som Diplo har spillet sammen med før. Som publikum kan man kun håbe på, at de forskellige kunstnere finder på at give hinanden en hånd på scenen under dette års festival.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.myspace.com/diplo
www.formdiplo.com
Bonde do Role – Funk-export



(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/6-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Aronas – punkjazz-damptoget fra operahuset i Sydney


Photo: S. Waldbillig
Overskriften siger det hele. Aron og hans band hører ikke til de mest typiske bands at hyre til at spille på en festival, men stemningen på Aronas’ plader er tyk af blueset festival-materiale.

Dato:
Mandag
11.06.2007


Det er sjældent, man hører en musikalsk begavet fyr rigtigt få lov at tonse derudad på sit klaver uden regler eller grænser. Men det er netop, hvad Aron Ottignon giver sig selv lov til – med lidt hjælp fra en bas og nogle trommer. Det kan lyde som et introvert og nørdet projekt, men det er tværtimod noget af tidens mest livsbekræftende musik.

Aronas - PR photoMere end kammermusik
Med et drive som et damptog løfter den unge frontmand i Aronas lytteren videre i en række lange kompositioner. Ordet `komposition´ lugter lidt af klassisk musik, men det skal forstås i sin absolut improviserende og jazzede betydning.

For selvom pianisten Aron allerede som16-årig gammel var ved at vinde de australske jazzmesterskaber og i dag spiller udsolgte enmands-koncerter i operahuset i Sydney, er han musikalsk ikke en ”pæn dreng.” Hans hamrende klaver udgør et festfyrværkeri af livsgnister på tværs af genrerne, assisteret af de dybe trommer.

Djævelske rundture på tangenterne
Aronas-ensemblets nærmest tribalt rytmiske musik er nysgerrig og fuld af variation. Nogle skal måske have lidt tid at vænne sig til, at der slet ingen vokal er i bandets musik – blot klaver, bas og en hel masse percussion. Styrken i Aronas’ numre ligger i, at melodierne har en nærmest poppet genkendelighed og charme, der fungerer som et skelet for nogle abstrakte improvisationer. Blandingen mellem jazzet improvisation og genkendelig melodi gør det new-zealandsk-australske band til et dybt interessant bekendtskab.

Tager pusten fra enhver
Klaverdrengen fra down under har spillet på festivaler verden over inden for alle de genrer, han behersker: jazz, klassisk og diverse afarter af rock. Overalt har han begejstret anmeldere og sparket til folks opfattelse af musikalske genrer som noget, der kan inddeles skarpt og ubøjeligt.

Aronas’ musikalske bredde afbildes glimrende i dette citat fra en koncertanmeldelse i The Scotsman af en optræden ved Edinburgh-festivalen for fire år siden: ”Ottignon er en musiker i verdensklasse. Hans testosteronpumpede, Rachmaninov-som-jazz spil vil tage pusten fra enhver.” Musikken bærer, som citatet måske også signalerer, på en legesyge, som hurtigt smitter.

Af Niels Krogh Søndergaard

Link:
www.myspace.com/aronas




(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion
11/6-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Festivalanmeldelse: SPOT 2007

Jeg kom alt for sent til Århus den weekend, og det i sig selv skulle vise sig at være karakteristisk for min første oplevelse af SPOT-festivalen; Jeg er simpelthen ikke vandt til den måde at lave festival på, hvor man skal være præcis og den slags.

Den århusianske musikfestival som nu kører på et meget succesfuldt 13. år er et markant anderledes koncept end den Roskilde Festival jeg er så hengiven til og hvad jeg ellers har frekventeret af punk- (K-TOWN), hardcore- (FREDERICIA H.F.) og garagerock-festivaler (GUTTER-ISLAND) i DK.


SPOT er anderledes fordi:

  1. Her dukker man ikke op som publikummer en halv time inde i settet, for så er der ikke plads. Man risikerer at skulle møve sig rundt og bede folk om at rejse sig fra deres pladser så man kan komme ind til et frit sæde. For..

  2. ..Det er kotume til halvdelen af koncerterne at man SIDDER ned. Også til de vilde rock-koncerter! Enten på podierne, gulvet, eller fordi mange af koncerterne spilles steder som i Musikhuset, hvor der er plyssede sæder. Sidstnævnte sted er rygning også forbudt.

  3. Musikken slukker tidligt. Det kom lidt bag på mig at musikken både fredag og lørdag slukkede ved ét-tiden. Det kan virke som hastværk når der nu alligevel kun er to dage at trawle omkring 100 fede bands igennem, og folk på det tidspunkt for alvot er opstemte til mere musik.

  4. Det er en branchebegivenhed, og det ligger arrangørerne Dansk Rock Samråd heller ikke skjul på. Men jeg synes alligevel at de skal gå mere aktivt ind og forhindre en udvikling væk fra at det er publikums festival, til at det bare bliver musik-exportørerne/kultur-Brians solskinsweekend i Smilets By.


SPOT skal ikke høre flere onde ord fra mig omkring den måde koncerterne afvikles, det er blot helt anderledes end noget jeg tidligere har prøvet. Den højtidelige stemning lægger op til en anden nydelseskultur omkring det at gå til koncert som var helt ny for mig. Men denne kultur gør sig underligt nok, og glædeligt, ikke gældende på alle de 12(!) spillesteder på festivallen. Her er der bedre adgang, rygning er tilladt og folk hopper og danser. Nu til musikken.


Jens Unmack og Johnson
Som sat kom jeg sent fredag, og derfor fik jeg kun set Jens Unmack spille en nogenlunde koncert. Har aldrighørt særligt meget af ham, udover hvad de spiller på P3, men han fungerede rigtig godt på scenen og lyden er fed på store scene i Musikhuset. Det skal siges til mine bitre kommentarer omkring koncertkulturen på festivallen at Jens U var enig med mig her. En af de første ting han sagde fra scenekanten var: ”Hvorfor sidder i ned til en rock-koncert?!” Vupti! Og folk var oppe af sæderne.
Resten af fredagen blev det kun til et nummer med
Johnson på det store telt på Officerspladsen. Det var ikke en oplevelse af de helt store.

Forest & Crispian
Dagen efter blev meget mere spændende. Svenske Forest & Crispian var dagens eftermiddagsoverraskelse med et rigtigt fedt sceneshow i Ridehuset. Iført noget som lignede Sgt. Pepper-uniformer med store guldemblemer og med et sæt hjemmelavede trommer spillede de en underlig syret halvtredserpop, som ikke var synderlig spændende, men deres gode kontakt med publikum fik gjort koncerten til en virkelig fed oplevelse.

El Ray
Så var det blevet tid til at se om det københavnske surfband El Ray kunne leve op til mine forventninger. Det fik de lov til at lege med på en lille scene, hvor der lang tid før koncertens start var helt fyldt op. Bandet skuffede en smule, for jeg blev langsomt bevidst om hvor kedeligt det kan være når bands griber for dybt i pladearkiverne efter ting som virker. Det virkede for det meste smukt for El Ray med den drømmende surf, men der gik bare lidt for meget guitar-nostalgi i den for min smag.

The Psyke Project
Der var ikke mødt så mange op til The Psyke Project i Ridehuset lige efter, og det var egentlig ærgerligt for deres hardcore-musik lægger op til et hav af løftede hænder og rystende parykker. Disse drenge kan virkelig forstå at spille hurtigt og vildt, og der var også et par rigtig spændende numre imellem synes jeg. Jeg fik da også lige en omgang gådehud på et tidspunkt, men ellers var Psyke Project lidt sløve i optrækket og måske bar deres optræden præg af det ringe fremmøde. Lad os håbe at det går bedre om et par uger på Roskilde.

Der var kæmpe kø til det nye danske balkan-band Analogik, som spillede på en af Musikhusets helt små scener, så dem gik jeg desværre glip af. Igen må jeg glæde mig til deres optræden på Roskilde.

Speaker Bite Me
Speaker Bite Me er et indie-popband som jeg lige for nylig har stiftet bekendtskab med. En god ven har smittet mig med deres helt særlige mørke afart af pop, som specielt folder sig ud på den nye plade Action Painting. Jeg glædede mig meget til denne koncert, som ligesom Jens Unmack, foregik på Musikhusets store scene. Da dørene blev lukket op blev koncertsalen fyldt op på ganske få minutter med håbefulde fans. Vi fik en fantastisk følelsesmættet koncertoplevelse af kun en lille halv times varighed. Sådan er det med de fleste koncerter på SPOT, man bliver efterladt med en lyst til at høre mere. De tankepirrende og meget flotte visuals gav en ekstra vild stemning til det i forvejen levende sceneshow. Som publikum gjaldt det virkelig om at åbne både ører og øjne i de plyssede stole og det var skønt at suge til sig af Speaker Bite Me.

Spleen United
En stor overraskelse var for mig danske Spleen United, som sent på lørdagen havde fået begge scener i Ridehuset at boltre sig på. Der var helt fyldt op i den store hal og der var virkelig gasset op for stemningen blandt andet ved hjælp af et flot laser-lysshow. Spleen United kender jeg, ligesom Jens Unmack, kun fra de singler jeg har fået kylet i ørerne dagligt på P3, men koncertengav mig et fornyet indtryk af et band, som jeg ellers havde placeret i kassen med `lidt-spændende-men-mest-kedelige´ bands.
Det er svært at beskrive, men Spleen United spillede den lørdag aften lige nøjagtigt på det balancepunkt som ligger imellem at være udfarende overfor sit publikum og samtidig formå at holde lidt igen. Teknisk er de virkelig velspillende sammen i bandet, kunne man høre. Hvad der kunne være kedelig elektro-pop fra Spleen United, blev en yderst energisk stadion-trance som havde hele publikum i sin hule hånd.


...
Afslutningsvis på denne festival-anmeldelse vil jeg sige at det var en rigtig fed weekend, hvor jeg fik nydt en masse musik. Jeg vil vende tilbage næste år og planlægge mit eget koncertprogram bedre i forvejen, så jeg ikke skal gå forgæves til nogen koncerter.
SPOT skal huske at blive bedre til at bevare lidt mere
af festival-vildskaben, vil jeg mene. Der skal endelig ikke gå mere Bridge-blanding og medieby i den Århus!


Link til anmeldelser af alle koncerterne (foretaget af SPOT's egne medarbejdere) :

http://www.spotfestival.dk/content/index.php?SectionID=1514&1181331317

Gorilla Angreb – gør det stadig selv



Musik har større troværdighed på undergrundsniveau. Det er udmeldingen fra punkbandet Gorilla Angreb, som turnerer verden med deres energiske abe-cirkus.

Dato:
Tirsdag
15.05.2007


Fremstilling og salg af merchandise er Simons og Mais tjans, koncertbooking og pladetryk Tommas’, mens Peter forfatter de fleste tekster. Det kunne lyde som et pladeselskabs knappe arbejdsfordeling omkring et af deres bands – men derudover står de samme folk for bas, sang, trommer og guitar og udgør selve krudttønden, som er punkbandet Gorilla Angreb.

Københavner-punkrock med 100 km/t
Som en del af den københavnske do-it-yourself (gør-det-selv)-scene omkring det forhenværende Ungdomshuset på Jagtvej har Gorilla Angreb i små 10 år været blandt de mest underholdende og velspillende bands, hvis du er til hurtig punkrock med skæv pigevokal og yderst catchy omkvæd.

Forsanger Mai og guitarist Peter gik på samme tegneskole i efteråret 1999 og dannede Gorilla Angreb uvidende om, at de fire år efter ville rydde forsiden på, hvad der nok er verdens største punkrock-zine: Maximum Rock n' Roll. Siden da har de været verden rundt et par gange, senest i Japan og USA. Her bliver Gorilla Angrebs plader revet ned af hylderne, når de af og til dukker op i beskedent oplag – og det på trods af, at alle tekster er på dansk.

Gorilla Angreb - PR PhotoRødder i vestkystens punk
Lytter man godt efter, og har man hang til punkmusik med rødder i 1970’erne, kan man hos Gorilla Angreb finde spor af The Zeros foruden det ikoniske Los Angeles-band X, som også har kvindelig forsanger og kører stilen med ørehængende omkvæd. Hvad Gorilla Angeb også har til fælles med andre Los Angeles-bands er deres syrede tekstunivers, som ikke altid er lige let at forstå, men som både rummer en seriøsitet, kærlighed og selvironi, som man kun kan holde af.

En hemmelighed lidt endnu
Gorilla Angreb er desværre stadig historien om en velbevaret københavnsk hemmelighed. Det er et band som i de sidste otte år har nydt en stor popularitet på den danske punkrock-scene, men på trods af deres melodiske og energiske lyd aldrig er blevet indfanget af mainstream-mediernes opmærksomhed. Og det er en skam, for der er virkelig tale om en perle af et orkester.

Tommas sagde til i et interview med Maximum Rock n' Roll (#253): ”Personligt, så kan jeg ikke se Gorilla Angreb for mig udgive plader på et stort pladeselskab. Jeg mener, at musik har større troværdighed på det lavere niveau; undergrunden. Du skal lave musik med folk, som virkelig kan lide det, ikke mennesker som bare vil tjene penge på hvad du laver og markedsføre dig som endnu et produkt.”

Mais farvel
I festivalstøvet er det desværre en af de allersidste chancer for at se Gorilla Angreb optræde med forsanger Mai Sydendal. Hun har besluttet at forlade bandet til august for at få tid til andre ting. Bandet har dog tænkt sig at fortsætte og leder p.t. efter en afløser til Mai.

Til sommer har Gorilla Angreb lovet at spille flere små spontan-koncerter rundt omkring på festivalområdet, så vær parat til at løbe efter lyden, når de tænder generatoren et sted på pladsen!

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.kicknpunch.com/Sider/gorilla-interview.htm
www.myspace.com/GorillaAngreb


(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion
15/5-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Junkyard Productions – dybt swingende ålborgensisk reggae



Kingston-klingende reggae kan også opstå i provinsen. Junkyard Productions kræser for lækker lyd og en sprød balance i deres lo-fi dub.

Dato:
Tirsdag
15.05.2007


Selvom Ålborg i mange år har givet plads til anderledes musikgenrer, primært via et spillested som 1000fryd, så vil det nok komme bag på mange, at jamaicansk-inspirerede Junkyard Productions med sin internationale lyd har base i byen, som for mange måske er bedst kendt for sin cementproduktion.

Tilbagelænet men mørk
Ena Egelund hjælper med sin jazzede sang Rasmus Allin og Christian Skjødts knasende sprøde samples og kompositioner med at flyde lettere gennem højtaleren. Dette assisteres i nogle numre af melodica-melodier og i andre af Pops Jabus aggressive muff. De to sidstnævnte elementer fungerer som yderpunkterne i Junkyard Productions’ lyd, som både er tilbagelænet, let og til tider dubbet og dyster.

Junkyard Productions - PR PhotoLyden fra debutalbummet My Yard is a Junkyard fra 2006 er rå som på en gammel vinylplade. ”Det skal helst lyde lidt gammelt og slidt,” har de selv sagt til Politiken. Det knasende og stemningsfulde er Allin og Skjødts varemærke i en dub-genre, som ellers er domineret af en mere klinisk og elektronisk lyd.

Provins-reggae
Kan man lave rigtig reggae, når man kommer fra landet? Junkyard gør straks dette spørgsmål til skamme, når man lytter til deres debutalbum. For der er tale om en bunke sange, som rammer meget tæt på noget, som lige så godt kunne komme direkte fra Kingston, Jamaica. My Yard is a Junkyard er et album med en behagelig variation i lyden. Ensemblet kræser for lækker lyd og en sprød balance mellem de mange input fra percussion, bas, guitar og vokal samt stemningsfulde samples.

Junkyard Productions spiller det, din mor vil kalde verdensmusik, men pladeselskabsdirektør Morten Varano fra Varano Music, bandets label, er dog ikke glad for betegnelsen `verdensmusik,´ som han i et interview med Berlingske Tidende har kaldt for tåbelig. Junkyard Productions er i Varanos fold kommet i selskab med meget genre-mixende bands som f.eks. Vincent Van Go Go, der blander både pop, reggae og brasilianske rytmer.

Garanteret stemning
De sidste år har der været en bølge af dansk Jamaica-inspireret musik, som Junkyard Productions også er en del af med et enkelt stort hit i radioen i form af ”Sister Let Him Go”. Djosos Krost indførte i 2005 dansk dub på Roskilde Festival, og Junkyard Productions fortsætter den mission i år. Det er så godt som sikkert, at alene et nummer som det groovede ”Strictly for My Sisters” bliver et publikums-hit i sommerstøvet, når femstyks-gruppen indtager Roskilde Festival.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.junkyard-productions.com
blog.pandora.com/archives/podcast/2007/03/reggae_ska_rock.html#more


(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/5-2007 på www.roskilde-festival.dk )