Dj Diplo – dybt mix fra Floridas sumpe

	Diplo er blevet kaldt den ultimative party-dj. Hans hang til alle afdelingerne i musikbutikken har bragt ham vidt omkring.	Dato: Fredag 15.06.2007
	Enhver dj har sit eget revir. Dette gælder også for Diplo, som for det meste har regeret i de amerikanske sydstater Florida og Misisippi. Her har han medvirket på ”dirty south”- og Miami bass-scenen men tilføjet sin egen genreblandende stil, som ikke mange andre kan gøre ham efter. Klippefabrik og genre-bastarder Klippefabrikken Diplo er uden tvivl noget, som skal opleves, hvis du er til hiphop eller world music, for han repræsenterer nemlig det ypperste inden for begge genrer. Der er stort set ikke den genre, som Diplo ikke har rørt. Til en fest med ham bag pladespilleren bliver der danset til bastarder af alt fra indisk bhangra og mainstream hiphop til jazz og dance-hall. Det hele klipper han til med en saks, som giver hans helt eget patchwork af kold elektronisk lyd. Humor i mixet Fra Diplo begyndte at vende plader, har humor været et gennemgående tema for alt, hvad han laver. Han er god til at holde smilet fremme hos sine fans ved jævnligt at lægge gakkede mixes op på nettet, f.eks. ”So Many Shrimp” som er en vild blanding af bl.a. gangsta-rap, Gorillaz og en velkendt talestrøm fra sydstats-rejefiskeren Bubba fra filmen Forrest Gump. Nej, Diplo aka Diplodocus aka Wes Diplo er bestemt ikke en mand, som er bange for musikbranchens advokater! Rejsende trendstarter Diplo har turneret i store dele af verden med navne som RJD2, Roots Manuva og M.I.A., og han er ikke bange for at tage til de helt varme lande. Her opdager han nemlig nye genrer, som han kan rette sin koncentration mod. Diplo har på det seneste været med til at puste til ilden i den brasilianske baile funk, også kaldet funk Carioca (funk fra Rio). Han fandt sandsynligvis den aggressive, portugisiske rap, som karakteriserer genren, charmerende og yderst passende til hans hårde, dybe beats. DJ Diplos ankomst til årets festival falder da også sammen med ankomsten af brasserne i Bonde Do Role og CSS, som Diplo har spillet sammen med før. Som publikum kan man kun håbe på, at de forskellige kunstnere finder på at give hinanden en hånd på scenen under dette års festival. Af Niels Krogh Søndergaard Links: www.myspace.com/diplo www.formdiplo.com Bonde do Role – Funk-export

(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/6-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Aronas – punkjazz-damptoget fra operahuset i Sydney

			Overskriften siger det hele. Aron og hans band hører ikke til de mest typiske bands at hyre til at spille på en festival, men stemningen på Aronas’ plader er tyk af blueset festival-materiale.	Dato: Mandag 11.06.2007
	Det er sjældent, man hører en musikalsk begavet fyr rigtigt få lov at tonse derudad på sit klaver uden regler eller grænser. Men det er netop, hvad Aron Ottignon giver sig selv lov til – med lidt hjælp fra en bas og nogle trommer. Det kan lyde som et introvert og nørdet projekt, men det er tværtimod noget af tidens mest livsbekræftende musik. Mere end kammermusik Med et drive som et damptog løfter den unge frontmand i Aronas lytteren videre i en række lange kompositioner. Ordet `komposition´ lugter lidt af klassisk musik, men det skal forstås i sin absolut improviserende og jazzede betydning. For selvom pianisten Aron allerede som16-årig gammel var ved at vinde de australske jazzmesterskaber og i dag spiller udsolgte enmands-koncerter i operahuset i Sydney, er han musikalsk ikke en ”pæn dreng.” Hans hamrende klaver udgør et festfyrværkeri af livsgnister på tværs af genrerne, assisteret af de dybe trommer. Djævelske rundture på tangenterne Aronas-ensemblets nærmest tribalt rytmiske musik er nysgerrig og fuld af variation. Nogle skal måske have lidt tid at vænne sig til, at der slet ingen vokal er i bandets musik – blot klaver, bas og en hel masse percussion. Styrken i Aronas’ numre ligger i, at melodierne har en nærmest poppet genkendelighed og charme, der fungerer som et skelet for nogle abstrakte improvisationer. Blandingen mellem jazzet improvisation og genkendelig melodi gør det new-zealandsk-australske band til et dybt interessant bekendtskab. Tager pusten fra enhver Klaverdrengen fra down under har spillet på festivaler verden over inden for alle de genrer, han behersker: jazz, klassisk og diverse afarter af rock. Overalt har han begejstret anmeldere og sparket til folks opfattelse af musikalske genrer som noget, der kan inddeles skarpt og ubøjeligt. Aronas’ musikalske bredde afbildes glimrende i dette citat fra en koncertanmeldelse i The Scotsman af en optræden ved Edinburgh-festivalen for fire år siden: ”Ottignon er en musiker i verdensklasse. Hans testosteronpumpede, Rachmaninov-som-jazz spil vil tage pusten fra enhver.” Musikken bærer, som citatet måske også signalerer, på en legesyge, som hurtigt smitter. Af Niels Krogh Søndergaard Link: www.myspace.com/aronas

(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 11/6-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Festivalanmeldelse: SPOT 2007

Jeg kom alt for sent til Århus den weekend, og det i sig selv skulle vise sig at være karakteristisk for min første oplevelse af SPOT-festivalen; Jeg er simpelthen ikke vandt til den måde at lave festival på, hvor man skal være præcis og den slags.

Den århusianske musikfestival som nu kører på et meget succesfuldt 13. år er et markant anderledes koncept end den Roskilde Festival jeg er så hengiven til og hvad jeg ellers har frekventeret af punk- (K-TOWN), hardcore- (FREDERICIA H.F.) og garagerock-festivaler (GUTTER-ISLAND) i DK.

SPOT er anderledes fordi:

1. Her dukker man ikke op som publikummer en halv time inde i settet, for så er der ikke plads. Man risikerer at skulle møve sig rundt og bede folk om at rejse sig fra deres pladser så man kan komme ind til et frit sæde. For..

2. ..Det er kotume til halvdelen af koncerterne at man SIDDER ned. Også til de vilde rock-koncerter! Enten på podierne, gulvet, eller fordi mange af koncerterne spilles steder som i Musikhuset, hvor der er plyssede sæder. Sidstnævnte sted er rygning også forbudt.

3. Musikken slukker tidligt. Det kom lidt bag på mig at musikken både fredag og lørdag slukkede ved ét-tiden. Det kan virke som hastværk når der nu alligevel kun er to dage at trawle omkring 100 fede bands igennem, og folk på det tidspunkt for alvot er opstemte til mere musik.

4. Det er en branchebegivenhed, og det ligger arrangørerne Dansk Rock Samråd heller ikke skjul på. Men jeg synes alligevel at de skal gå mere aktivt ind og forhindre en udvikling væk fra at det er publikums festival, til at det bare bliver musik-exportørerne/kultur-Brians solskinsweekend i Smilets By.

SPOT skal ikke høre flere onde ord fra mig omkring den måde koncerterne afvikles, det er blot helt anderledes end noget jeg tidligere har prøvet. Den højtidelige stemning lægger op til en anden nydelseskultur omkring det at gå til koncert som var helt ny for mig. Men denne kultur gør sig underligt nok, og glædeligt, ikke gældende på alle de 12(!) spillesteder på festivallen. Her er der bedre adgang, rygning er tilladt og folk hopper og danser. Nu til musikken.

Jens Unmack og Johnson
Som sat kom jeg sent fredag, og derfor fik jeg kun set Jens Unmack spille en nogenlunde koncert. Har aldrighørt særligt meget af ham, udover hvad de spiller på P3, men han fungerede rigtig godt på scenen og lyden er fed på store scene i Musikhuset. Det skal siges til mine bitre kommentarer omkring koncertkulturen på festivallen at Jens U var enig med mig her. En af de første ting han sagde fra scenekanten var: ”Hvorfor sidder i ned til en rock-koncert?!” Vupti! Og folk var oppe af sæderne.
Resten af fredagen blev det kun til et nummer med Johnson på det store telt på Officerspladsen. Det var ikke en oplevelse af de helt store.

Forest & Crispian
Dagen efter blev meget mere spændende. Svenske Forest & Crispian var dagens eftermiddagsoverraskelse med et rigtigt fedt sceneshow i Ridehuset. Iført noget som lignede Sgt. Pepper-uniformer med store guldemblemer og med et sæt hjemmelavede trommer spillede de en underlig syret halvtredserpop, som ikke var synderlig spændende, men deres gode kontakt med publikum fik gjort koncerten til en virkelig fed oplevelse.

El Ray
Så var det blevet tid til at se om det københavnske surfband El Ray kunne leve op til mine forventninger. Det fik de lov til at lege med på en lille scene, hvor der lang tid før koncertens start var helt fyldt op. Bandet skuffede en smule, for jeg blev langsomt bevidst om hvor kedeligt det kan være når bands griber for dybt i pladearkiverne efter ting som virker. Det virkede for det meste smukt for El Ray med den drømmende surf, men der gik bare lidt for meget guitar-nostalgi i den for min smag.

The Psyke Project
Der var ikke mødt så mange op til The Psyke Project i Ridehuset lige efter, og det var egentlig ærgerligt for deres hardcore-musik lægger op til et hav af løftede hænder og rystende parykker. Disse drenge kan virkelig forstå at spille hurtigt og vildt, og der var også et par rigtig spændende numre imellem synes jeg. Jeg fik da også lige en omgang gådehud på et tidspunkt, men ellers var Psyke Project lidt sløve i optrækket og måske bar deres optræden præg af det ringe fremmøde. Lad os håbe at det går bedre om et par uger på Roskilde.

Der var kæmpe kø til det nye danske balkan-band Analogik, som spillede på en af Musikhusets helt små scener, så dem gik jeg desværre glip af. Igen må jeg glæde mig til deres optræden på Roskilde.

Speaker Bite Me
Speaker Bite Me er et indie-popband som jeg lige for nylig har stiftet bekendtskab med. En god ven har smittet mig med deres helt særlige mørke afart af pop, som specielt folder sig ud på den nye plade Action Painting. Jeg glædede mig meget til denne koncert, som ligesom Jens Unmack, foregik på Musikhusets store scene. Da dørene blev lukket op blev koncertsalen fyldt op på ganske få minutter med håbefulde fans. Vi fik en fantastisk følelsesmættet koncertoplevelse af kun en lille halv times varighed. Sådan er det med de fleste koncerter på SPOT, man bliver efterladt med en lyst til at høre mere. De tankepirrende og meget flotte visuals gav en ekstra vild stemning til det i forvejen levende sceneshow. Som publikum gjaldt det virkelig om at åbne både ører og øjne i de plyssede stole og det var skønt at suge til sig af Speaker Bite Me.

Spleen United
En stor overraskelse var for mig danske Spleen United, som sent på lørdagen havde fået begge scener i Ridehuset at boltre sig på. Der var helt fyldt op i den store hal og der var virkelig gasset op for stemningen blandt andet ved hjælp af et flot laser-lysshow. Spleen United kender jeg, ligesom Jens Unmack, kun fra de singler jeg har fået kylet i ørerne dagligt på P3, men koncertengav mig et fornyet indtryk af et band, som jeg ellers havde placeret i kassen med `lidt-spændende-men-mest-kedelige´ bands.
Det er svært at beskrive, men Spleen United spillede den lørdag aften lige nøjagtigt på det balancepunkt som ligger imellem at være udfarende overfor sit publikum og samtidig formå at holde lidt igen. Teknisk er de virkelig velspillende sammen i bandet, kunne man høre. Hvad der kunne være kedelig elektro-pop fra Spleen United, blev en yderst energisk stadion-trance som havde hele publikum i sin hule hånd.

...
Afslutningsvis på denne festival-anmeldelse vil jeg sige at det var en rigtig fed weekend, hvor jeg fik nydt en masse musik. Jeg vil vende tilbage næste år og planlægge mit eget koncertprogram bedre i forvejen, så jeg ikke skal gå forgæves til nogen koncerter.
SPOT skal huske at blive bedre til at bevare lidt mere af festival-vildskaben, vil jeg mene. Der skal endelig ikke gå mere Bridge-blanding og medieby i den Århus!

Link til anmeldelser af alle koncerterne (foretaget af SPOT's egne medarbejdere) :

http://www.spotfestival.dk/content/index.php?SectionID=1514&1181331317

Gorilla Angreb – gør det stadig selv

			Musik har større troværdighed på undergrundsniveau. Det er udmeldingen fra punkbandet Gorilla Angreb, som turnerer verden med deres energiske abe-cirkus.	Dato: Tirsdag 15.05.2007
	Fremstilling og salg af merchandise er Simons og Mais tjans, koncertbooking og pladetryk Tommas’, mens Peter forfatter de fleste tekster. Det kunne lyde som et pladeselskabs knappe arbejdsfordeling omkring et af deres bands – men derudover står de samme folk for bas, sang, trommer og guitar og udgør selve krudttønden, som er punkbandet Gorilla Angreb. Københavner-punkrock med 100 km/t Som en del af den københavnske do-it-yourself (gør-det-selv)-scene omkring det forhenværende Ungdomshuset på Jagtvej har Gorilla Angreb i små 10 år været blandt de mest underholdende og velspillende bands, hvis du er til hurtig punkrock med skæv pigevokal og yderst catchy omkvæd. Forsanger Mai og guitarist Peter gik på samme tegneskole i efteråret 1999 og dannede Gorilla Angreb uvidende om, at de fire år efter ville rydde forsiden på, hvad der nok er verdens største punkrock-zine: Maximum Rock n' Roll. Siden da har de været verden rundt et par gange, senest i Japan og USA. Her bliver Gorilla Angrebs plader revet ned af hylderne, når de af og til dukker op i beskedent oplag – og det på trods af, at alle tekster er på dansk. Rødder i vestkystens punk Lytter man godt efter, og har man hang til punkmusik med rødder i 1970’erne, kan man hos Gorilla Angreb finde spor af The Zeros foruden det ikoniske Los Angeles-band X, som også har kvindelig forsanger og kører stilen med ørehængende omkvæd. Hvad Gorilla Angeb også har til fælles med andre Los Angeles-bands er deres syrede tekstunivers, som ikke altid er lige let at forstå, men som både rummer en seriøsitet, kærlighed og selvironi, som man kun kan holde af. En hemmelighed lidt endnu Gorilla Angreb er desværre stadig historien om en velbevaret københavnsk hemmelighed. Det er et band som i de sidste otte år har nydt en stor popularitet på den danske punkrock-scene, men på trods af deres melodiske og energiske lyd aldrig er blevet indfanget af mainstream-mediernes opmærksomhed. Og det er en skam, for der er virkelig tale om en perle af et orkester. Tommas sagde til i et interview med Maximum Rock n' Roll (#253): ”Personligt, så kan jeg ikke se Gorilla Angreb for mig udgive plader på et stort pladeselskab. Jeg mener, at musik har større troværdighed på det lavere niveau; undergrunden. Du skal lave musik med folk, som virkelig kan lide det, ikke mennesker som bare vil tjene penge på hvad du laver og markedsføre dig som endnu et produkt.” Mais farvel I festivalstøvet er det desværre en af de allersidste chancer for at se Gorilla Angreb optræde med forsanger Mai Sydendal. Hun har besluttet at forlade bandet til august for at få tid til andre ting. Bandet har dog tænkt sig at fortsætte og leder p.t. efter en afløser til Mai. Til sommer har Gorilla Angreb lovet at spille flere små spontan-koncerter rundt omkring på festivalområdet, så vær parat til at løbe efter lyden, når de tænder generatoren et sted på pladsen! Af Niels Krogh Søndergaard Links: www.kicknpunch.com/Sider/gorilla-interview.htm www.myspace.com/GorillaAngreb (Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/5-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Junkyard Productions – dybt swingende ålborgensisk reggae

			Kingston-klingende reggae kan også opstå i provinsen. Junkyard Productions kræser for lækker lyd og en sprød balance i deres lo-fi dub.	Dato: Tirsdag 15.05.2007
	Selvom Ålborg i mange år har givet plads til anderledes musikgenrer, primært via et spillested som 1000fryd, så vil det nok komme bag på mange, at jamaicansk-inspirerede Junkyard Productions med sin internationale lyd har base i byen, som for mange måske er bedst kendt for sin cementproduktion. Tilbagelænet men mørk Ena Egelund hjælper med sin jazzede sang Rasmus Allin og Christian Skjødts knasende sprøde samples og kompositioner med at flyde lettere gennem højtaleren. Dette assisteres i nogle numre af melodica-melodier og i andre af Pops Jabus aggressive muff. De to sidstnævnte elementer fungerer som yderpunkterne i Junkyard Productions’ lyd, som både er tilbagelænet, let og til tider dubbet og dyster. Lyden fra debutalbummet My Yard is a Junkyard fra 2006 er rå som på en gammel vinylplade. ”Det skal helst lyde lidt gammelt og slidt,” har de selv sagt til Politiken. Det knasende og stemningsfulde er Allin og Skjødts varemærke i en dub-genre, som ellers er domineret af en mere klinisk og elektronisk lyd. Provins-reggae Kan man lave rigtig reggae, når man kommer fra landet? Junkyard gør straks dette spørgsmål til skamme, når man lytter til deres debutalbum. For der er tale om en bunke sange, som rammer meget tæt på noget, som lige så godt kunne komme direkte fra Kingston, Jamaica. My Yard is a Junkyard er et album med en behagelig variation i lyden. Ensemblet kræser for lækker lyd og en sprød balance mellem de mange input fra percussion, bas, guitar og vokal samt stemningsfulde samples. Junkyard Productions spiller det, din mor vil kalde verdensmusik, men pladeselskabsdirektør Morten Varano fra Varano Music, bandets label, er dog ikke glad for betegnelsen `verdensmusik,´ som han i et interview med Berlingske Tidende har kaldt for tåbelig. Junkyard Productions er i Varanos fold kommet i selskab med meget genre-mixende bands som f.eks. Vincent Van Go Go, der blander både pop, reggae og brasilianske rytmer. Garanteret stemning De sidste år har der været en bølge af dansk Jamaica-inspireret musik, som Junkyard Productions også er en del af med et enkelt stort hit i radioen i form af ”Sister Let Him Go”. Djosos Krost indførte i 2005 dansk dub på Roskilde Festival, og Junkyard Productions fortsætter den mission i år. Det er så godt som sikkert, at alene et nummer som det groovede ”Strictly for My Sisters” bliver et publikums-hit i sommerstøvet, når femstyks-gruppen indtager Roskilde Festival. Af Niels Krogh Søndergaard Links: www.junkyard-productions.com blog.pandora.com/archives/podcast/2007/03/reggae_ska_rock.html#more (Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/5-2007 på www.roskilde-festival.dk )

My Chemical Romance – farlig popmusik

	Inden for en musikgenre, der er både elsket og lagt for had, har My Chemical Romance formået at nå et stort publikum verden over med deres brug af lyse melodier i et mørkt univers.	Dato: Tirsdag 27.03.2007
	Er der noget band, som i øjeblikket er eksponent for popmusikken i den mere hårde ende, må det være My Chemical Romance. Vover et populærband sig ind på territoriet punk eller metal, risikerer det, at der falder brænde ned. Det har bandet også mærket, primært i Europa, hvor de sidste år blev overdynget med flasker på den engelske Reading Festival. Måske blev folk sure over den måde, de blander popmusikkens melodiske kvaliteter med punkens rå energi på. Fandt sammen efter 11. september 2001 My Chemical Romance spiller en grov pop-punk, hvor guitaren af og til træder mere i baggrunden og giver plads til forsanger Gerard Ways storladne melodiske billedsprog. Bandet kategoriserer selv deres musik som “farlig pop,” og ofte tangerer den genren emo, da de ikke er bange for skønsang eller for at øse ud af deres meget følelsesladede univers. De fem musikere fandt sammen for seks år siden, lige efter angrebene på World Trade Center i New York, 11. september 2001. Angrebene gjorde et stort indtryk på forsanger Gerard Way, da han selv var øjenvidne, og han skrev straks sangen ”Skylines and Turnstiles,” der er et forsøg på at tackle den tvivl, som ramte mange amerikanere lige efter. Fra pop-punkens hovedsæde Medlemmerne i My Chemical Romance kommer med en enkelt undtagelse fra New Jersey. Sammen med Thursday har de gjort denne stat til noget, der kan minde om et nyt internationalt hovedsæde for pop-punk. Bandet har udgivet tre albums, hvoraf det seneste, The Black Parade fra 2006, for alvor bragte bandet verden rundt. The Black Parade blev produceret af Green Day-producer Rob Cavallo, og My Chemical Romance har da også varmet op for Green Day på en af deres turnéer. Hyldet og hadet Hvis man spørger punkrock-fans, hvad de synes om My Chemical Romance, falder svarene i to lejre. Enten forkastes bandet totalt som poppet emo-punk af værste skuffe, eller også bliver det fremhævet som et af de bedste bands i verden lige nu. Netop af den grund blev resultatet af det britiske rockblad Kerrang Magazines årlige afstemning sidste år ekstremt splittet. My Chemical Romance løb med førstepladsen i kategorierne ’worst band’, ’worst album’ og endda ’worst thing about 2006’ – men samtidig blev de bl.a. kåret som både ’best band’ og for ’best album’, ’best song’, ’best video’ og ’best live show.’ Bedøm selv, når bandet indtager Roskilde Festival til sommer. Af Niels Krogh Søndergaard Links: www.mychemicalromance.com Artist-directs video, lydklip og bandbiografi om My Chemical Romance: ubl.artistdirect.com/nad/music/artist/listenwatch/0,,1721940,00.html#artist_name

(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 27/3-2007 på www.roskilde-festival.dk )

The Psyke Project – skrigere med skills

			Nogle af landets hårdeste drenge på metalscenen er tilbage på Roskilde Festival. I udlandet er de blevet opdaget, mens det brede danske publikum endnu har noget i vente.	Dato: Tirsdag 27.02.2007
	Det er et mørkt og skingert univers, de fem drenge fra Helsinge har skabt med gruppen The Psyke Project. De sidste par år har de pudset på deres lyd, men den er stadig ligeså ond, som den var på debutpladen Samara i 2003. Genren er metallisk hardcore, og The Psyke Project ligger i den tekniske ende af skuffen, også kaldet mathcore, med deres atypiske beats og upolerede indre. De spiller ikke blot hårdt og hurtigt, musikken byder i høj grad på detaljer. Opdaget i udlandet Hardcore-genren har sine aner i punkmusikken og den tidlige metal. The Psyke Project spiller den uden distancering, og musikken rammer derfor dybt i hjertets mørke kamre. Derved har bandet måske endnu afskåret sig fra et større, kommercielt dansk publikum, men i udlandet har de høstet anerkendelse. De efterhånden erfarne gutter har på det seneste fået masser af positiv omtale i de største metalblade som Metalhammer, Kerrang og Terrorizer, og danskerne har i løbet af de sidste par år delt scene med legender som amerikanske The Dillinger Escape Plan og britiske Raging Speedhorn. Herhjemme skød The Psyke Project deres karriere i gang på Roskilde Festivals campingscene i 2003 og blev i anledning af deres andet album Daikini fra 2005 nomineret i ikke færre end fire kategorier til Danish Metal Awards, bl.a. for bedste live-act. Åndenød The Psyke Project kan ses som en del af dansk musiks opblomstring gennem de sidste fem år. De har dog endnu ikke fået helt den opmærksomhed herhjemme, som de fortjener. I april smider The Psyke Project deres tredje plade Apnea på gaden, og albummets titel afspejler dets tema. ’Apnea’ betyder åndenød på engelsk – med reference til den slags åndenød, som både ondskab og kærlighed kan frembringe, har bandets forsanger Martin Nielskov udtalt i et interview med Mymusic.dk. Åndenød rammer dog sjældent forsangeren, når han går på scenen, hvor bandet er kendt for vilde optrædener, bl.a. under Danish Metal Awards 2006, hvor The Psyke Project på scenen blev assisteret af en hel flok pigegarder. Mon ikke de på Roskilde Festival i år får en lidt større scene at brede sig på? Af Niels Krogh Søndergaard Links: www.mymusic.dk/redaktion/artikel.asp?id=1932 thepsykeproject.dk/

(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 27/2-2007 på www.roskilde-festival.dk )

that which cannot be named

Det var med stor kvababbelse (ja, det er sgu nok et ord!) i halsen at jeg læste en SMS fra min kære ven Mads her forleden. I den stod der at selveste The Dwarves kommer til byen. Jeg elsker det band og de har om nogen været et introduktionsband for mig til punken.
Deres blanding af pop-punk med teenage-tendenser og totalt smadder rock n' roll er jeg virkeligt blevet en elsker af gennem tiden. De har en attitude som mere emmer af "fuck-dig-jeg-er-sejere-end-dig!"-punk end "se-sur-ud-og-hav-ben-i-næsen"-politisk punk. Teksterne handler om at piger er noget som skal kneppes og sprut ikke er noget som man skal prøve at nyde. De er sgu charmerende de drenge, og så optræder de nøgne på scenen!

Alt dette kan vi altså bevidne d. 9. Marts på Loppen, og jeg glæder mig rigtigt meget. Der skal virkelig meget til før at jeg ikke kommer derind!
De er i landet i anledning af deres album The Dwarves Must Die, som vidst nok først udkommer til september, men det er vel ingen skam at være tidligt ude ;) Der kan læses anmeldelser af stadset allerede nu flere steder på nettet, bl.a. et meget positivt et hos epunk-zine.com

Jeg skrev faktisk noget så sjældent som en fan-mail til dem maj sidste år og den svarede de sgu på. Jeg skrev at jeg skulle til USA og spurgte dem om de spillede nogle steder på det tidspunkt.
Her er hvad de svarede:

"Hey Niels,
We have no great plans for when you are here, but we will start touring when the record comes out. Bug those Danish promoters to get a Dwarves show this winter!"

Så spurgte jeg hvem jeg skulle "bugge" i Danmark for at få dem hertil.. og de svarede:

"The record is on Sympathy For The Record Industry, meaning no one's promoting it at all! Seriously though, once we tour Europe there will be a press person I'm sure. Meanwhile, just keep salivating and spread the word around Scandanavia."

Se det har jeg så gjort indtil nu.. savlet ;)

Root Down i Ungeren

Som jeg befandt mig der i danseekstase på de fedtede mørke gulvbredder i den store sal på første etage, tænkte jeg et kort øjeblik på om Ungeren med en nat som denne er på vej til at gå en lys fremtid i møde.

I går nat var der for anden gang Root Down. Jeg var der ikke første gang det blev afholdt, men jeg er der næste gang, skal jeg lige love for. De sidste par år har dancehall og ragga-musik fået godt vind i sejlene på den nordlige halvkugle. På Stengade og Rust ryster byens unge nu op til flere gange om ugen deres bagdele til disse negerrytmer, som alle taler om. Denne genre har sine rødder på Jamaica og især dér hører der en stærkt homofobisk indstilling til i miljøet omkring musikken. Dancehall'en er sexet, hård og lige på og her er der oftest ikke plads til bøsser. Flere kunstnere indenfor genren nærer et had til homoseksuelle og udtrykker det ofte i deres tekster og under koncerter.
Dette må siges at være en skamplet på en fed musikgenre. Netop det har nogle folk besluttet sig for at gøre noget ved og arrangeret en aften som Root Down part II - Reggae for Tolerance. Det blev til en aften med mange arter reggaemusik på flere energiniveauer med det til fælles at kunstnere med homofobiske budskaber var siet fra.

Arrangementet bestod af DJ-sets, rappere og diverse venner af den danske reggaescene som på Ungerens to scener hele natten igennem kort sagt bare lavede løjer i gaden, spillede deres yndlingsplader og i høj grad fik os alle til at synge med på dem.
Der var utroligt mange mennesker til festen. Da jeg kom til jagtvej 69 klokken tolv var der en halvtreds meter lang kø og jeg ventede en lille time på at komme ind. Jeg tror at det delvist havde noget at gøre med at Politiken samme dag havde en helsides artikel på s. 3 af `IByen´-tillægget der omhandlede initiativet. Men sikkert også fordi Root Down I var en stor succes, og rygter går jo heldigvis.

Jeg havde selv en masse tanker denne aften om Ungdomshuset. Jeg elsker virkelig stedet og har haft nogle dejlige stunder der, specielt under punkfestivallerne i foråret og om sommeren.
Root Down er et yderst velkomment initiativ efter min mening. Bagved min entusiasme over booking-gruppens fede måde at bryde med folks opfattelse af hvad for nogen fester som holdes på Jagtvej 69 ligger der også en lille skepsis gemt. Jeg har svært ved at putte ord på den.
Hvad jeg godt kan lide ved steder som Ungeren er at det idéelt set er muligt for alle at deltage og forme stedets aktiviteter efter deres smag og idérigdom . Og jeg tror at Root Down-lignende arrangementer virkelig skal til for at få brudt med billedet og skabt opmærksomhed og flere aktivister i huset. Jeg tvivler bare kort og godt på at der er meget `Ungerenaktivist´ gemt i de gymnasietøser jeg dansede rundt ved siden af i nat. Men så igen; Hvor meget `Ungerenaktivist´ er der egentlig gemt i mig selv, og kan man ikke bare komme og feste uden at være så dælens solidarisk hele tiden?

En aften som igår er uden tvivl blevet sablet ned forskellige steder. Jeg kan forestille mig udsagn som: "De holder dendér reggaeaften udelukkende for dens trendfaktor", og "Hold kæft hvor er der mange SMARTE trendsettere her i aften!" Måske går natten i glemmebogen som endnu et forsøg fra Ungdomshuset på at opnå Danmarks anerkendelse. Jeg håber det ikke.

Tilfældig blah + skamløs FAAK plug.

Hey alle!

Nu har jeg ikke skrevet længe, og det skyldes jo intet mindre end en fabelagtigt dum webadmin på min skole og hans kærlighed til programmet Contentkeeper der blokerer næsten alle de sider jeg læser dagligt, under enten kategorien "Government Blocking List", "Entertainment", "Personel Beliefs/Cults", "Crime/Drugs" eller, ved grød, "Crime/Terrorism".

Nu har jeg så vadet ned på det lokale netsyndikat, hvorfra denne lille update kommer....

Da ingen andre har gjort det(og i den naive tro at andre end mig og de andre skribenter læser denne klumme), vil jeg gøre skamløs reklame for FÅK Danmark festivalen. D. 3-4. September vil der spille 30 af de værste bands i landet i ungdomshuset, Jagtvej 69. Kategori? Dansksproget punk rock.

Entreen er en flad ?(det plejer at være 40-50 spir pr. dag), og man er garanteret et vué over den dansksprogede druk/spasser-punk scene anno 2004! Det er også værd at bemærke at alle koncerter bliver harddisk-optaget og bliver til 2 live-LP'er engang i det nye år!

/TiASS.

politisk popmusik

En nye tendens har sneget sig ind i dansk pop-musik.
I øjeblikket bliver der -i hvert fald på P3- spillet musik med meninger som forholder sig kritisk til visse moderne tilbøjeligheder i vores samfund.
En fyr som hedder Christian Juncker har i år lavet et sommerhit som handler om hvad man ofte kalder "ligusterfascister", folk som generelt går mere op i højden af hækkene i det kvartér de bor i end hvor svært solen f.eks. har det ved at slippe ind og varme grundejerforenings-medlemmernes kolde hjerter. Sangen hedder "Mogens og Karen" og har nu været spillet hyppigt på Danmarks Radio i ihvert fald tre måneder.
Teksten går således:

Vi har nåletræer i stedet for pigtråd
Vi har giftige bær og en lukket dør
Vi har levende lys der tager livet fra dig
En sindsyg hund bag forhavens hegn

Sidste år så sent som i går
For første gang i 14 år
Danser vi en sjælden dans
Det er sjovt som tiden går

Vi hedder Mogens og vi hedder Karen
Vi bor lidt længere nede af vejen
Dig har vi aldrig fået hilst på
Du kunne nemt
Du kunne let komme for tæt på

Livet triller på larvefødder
Og alt det sure bliver sødere
Åh ja vi synker
I vådt brød... der bliver blødere

Vi hedder Mogens og vi hedder Karen...

Hvordan verden går i stå
Hvordan alle bliver så små
Når vi tier ting ihjel
Kan vi se dem gå igen
Men når vi snakker ting ihjel
Går de ligesom i sig selv

Vi hedder Mogens og vi hedder Karen

Det er altså dejligt at høre, synes jeg, når man en sur morgen åbner for radioen på arbejdet og får bekræftet at der osse er andre som synes at folk generelt er for angste og selvhævdende (kan man sige det??) på den ubehagelige måde. En sådan morgen bliver man en smule stærkere i troen på det gode samfund, eller hvad man skal sige. Bekræftelsen står især stærkt synes jeg, da den atypisk kommer i form af en popsang, og ikke f.eks. en punksang.

"Vi kan ikke vente, at kunst og aktiv politik skal indgå nogen brændende og intim forbindelse. Den gode propagandakunst må nødvendigvis blive undtagelsen. Derfor er det godt, at den frie kunst parallelt med den politiske strid har sin samfundsopgave: Revisionen af menneskenes åndelige krav til tilværelsen.(…) Kunstneren kommer derved til at arbejde på længere sigt end politikeren og får ikke den aktuelle betydning. Han er som det korn, der sås under en levnedsmiddelkrise. Det nytter ikke, man beklager, det går fra i den aktuelle situation. Der skal sås."
(Kritisk Revy 1928)

For at kalde det en tendens, det med at der pludselig bliver spillet sange i dansk radio hvor teksterne er værd at lytte til, skal jeg komme med et eksempel til: Det er såmænd Outlandish, som for et stykke tid siden indspillede en version af protest-sangen "Man Binder Os på Mund og Hånd." Som de fleste nok ved er sangen skrevet af PH (Poul Henningsen) i 1940 under nazi-Tysklands besættelse af Danmark, og den slap som system-kritisk sang kun knebent gennem censur-instanserne, da det var svært at hænge noget konkret på den og gøre den illegal. Den kunne nemlig tolkes meget løst. Dog blev mange rørt af hans tekst og den blev derfor et kæmpe hit.

"Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk hvor har man stået tit
og delt et vindusparadis.
Helle, helle det er mit!
Og livet går på samme vis:
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
og det er besværligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
til glæden er borte og alting forbi.

Kærlighed og ægteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Kærlighedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka´ li.

Møde hvad der venter os,
og ingen vé, hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hva der så forestår.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved.
Søge fred, i det vi véd,
at vi har ingen krav på fred.
Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund,
at drømme om frihed blir aldrig forbi."

Hvorfor Outlandish har valgt at indspille en R n' B-version af den gamle følelsesladede sang fra nazi-tiden har de ikke udtalt sig om (nogen steder jeg kunne opsnappe), men jeg kan ikke undgå at drage konklusionen at det må have noget at gøre med det olme samfund som bliver/er blevet resultatet af den angstbølge verden over, som er en konsekvens af 11.september for tre år siden. - Soldater og politibetjente har verden over fået markant længere snor, som følge af denne massepsykose hvor flertallet nærmest hellere vil råbe TERRORIST én gang for meget end en gang for lidt. Måske har Outlandish bare indspillet klassikeren som en odé til det gamle Danmark ? Det var vidst trods alt én af de sange de sang til "Rock n' Royal" i Parken her i foråret, overfor vores kommende regentpar og 40.000 andre lykkelige mennesker.

Thumbs up til den del af den gode pop-musik hvor teksten bærer præg af eftertænksomhed og interesse i musikernes omgivelser!!

vi fryder os over et hus i aalborg

Et sted i Danmark ligger et hus med åbne døre gemt, hvor man kan opleve sjældne og gyldne koncerter, spise lækker mad og dertil drikke veganske white russians for en tyver(!)

Her i weekenden var Jesper og Niels til koncert på 1000fryd i Aalborg
med fransk-canadiske Vialka og det kinesiske punkband SDL.
Niels tog blaffeturen fra Odense til Aalborg (for første gang) med største held - det lyder som det rene opspind, men han blev samlet op uden for Odense af bandbussen fra Åh-abe-koncerterne..! Gruppen bestående af seks århusianere havde lige spillet på dyreskuepladsen i Odense til den første af en række af muskelsvindfondens Åh-abe-koncerter for 25.000 skrigende unger og var på vej hjem til Århus i en næsten tom bus med kolde bajere og slik fra muskelsvindfonden.. altsammen godter og selskab som kom Niels til gode. Hvilket surrealistisk held! Nå, men han kom til Aalborg v.h.a. et skilt mens Jesper havde penge til en togbillet fra Roskilde, hvor han havde været til koncert aftenen inden. Jesper havde penge til billetten af den ydmyge grund at han havde fundet 1.500,- (!) danske kroner liggende på fortovet i smilende kontanter dagen inden. De sku' drikkes op, hvilket der også gjordes et tappert forsøg på i Roskilde, men der var stadig penge at smide på fadøl og nordsøolie i Aalborg. Og mens vi gjorde et forsøg på at tømme baren (det lykkedes ikke) spillede SDL.
Disse kinesiske punkrockere kunne deres klassikere. Næsten old school, men med masser af energi og gå-på-mod. De spillede fedt, selvom trommerne blev lidt ensformige undervejs. Og der var da også lidt teenager-liebe over det til tider og alligevel et fedt show. Og -hey!- hvor tit hører man kinesisk punk?
Vialka var intense. Der er lidt uenighed om kategorien, men "turbo-folke-hardcore-stammedans med fransk sang, og så bare derudaf" er et begreb vi er enige om at definere deres koncert med! Vi har vist aldrig set noget lignende...meget fedt. Vialka er en duo, mand og kvinde, gutten på el-bas, tøsen på trommer. Hun spillede som den tasmanske djævel. Fuld knald på, og så med et sprødt diskant bas-spil fra fyren. Meget teknisk dygtige og en virkelig fed koncert, hvor vi fyrede den max! Og købte begge deres nyeste album "The Republic of The Bored and Boring". Albummet er trykt som et pas i en plastiklomme med en mini-CD inde i det foldede pas.. Længe leve lir.

Arrangementet vi overværede denne aften er blot et enkelt af en stor gruppe koncerter, dj-aftener, folkekøkkener og andre unikke arrangementer som finder sted med korte mellemrum på 1000fryd i Aalborg. Det virker på os, efter denne weekends oplevelser, som et mysterie at der ikke er mere bred snak rundt om i landet om dette venstrefløjs-aktivitetshus og koncertsted, som har eksisteret i omkring tyve år og virkelig er en perle af et sted.
Vi blev søndag eftermiddag med delirium tremens (dranker-rystesyge red.) i kroppen vist rundt i hele huset af P. Han fortalte os om husets historie og planer for fremtiden. Det eneste krisepunkt som han tilkendegav var "problemet" at baren i huset simpelthen var FOR god og FOR succesfuld. P ønsker forståeligt nok at 1000fryd skal være andet end en venstrefløjsbodega, men lidt af et luksusproblem ville nogen nok kalde det, kender man til de heftige interne og eksterne slagsmål der ofte udkæmpes når man prøver at drive et aktivitetshus/fristed.
1000fryd har både biograf, musikøvelokaler, lydstudie samt ateliér! Rundvisningen i det store hus var næsten for meget af det gode for os to ex-københavnersnuder. Her til sommer eller efteråret åbner de tilmed osse en Info-shop med gratis internetcafé, bogsalg og musikdistribution. Her bliver der osse en lille scene og der gøres plads til nye typer aktiviteter i huset som lyrisk oplæsnings-scene samt foredrag og sådan. - Vi venter spændt på udviklingen og selvom der er allerhelvedes langt til Aalborg, bliver distancen kortere og kortere efter man har oplevet scenen og gæstfriheden deroppe.

*Afslutningsvis må vi ta' os selv til hovedet os sige at det ikke er hver dag man falder over 1.500,- på gaden til at drikke op og for den sags skyld får et lift af Åh-abe-bandbussen..

(forfattet i samarbejde med yukse red.)

Vi gir aldrig op!

Her er så Tias, der midt i havearbejde og øldrikning vil gi en hurtig update:

Jeg tog fanme også til Svendborg blot for at høre 6 bands alle med en halv hjerne nok ville kalde talentløse og intetsigende - Men, da dette kriterie ikke er et jeg opfylder, tog jeg afsted med højt humør, og for fanden hvor jeg ikke fortrød det! Jeg tog fra københavn klokken fire fra min nevøs dåbsreception(og fri druk/sprut, hvilket jeg selvsagt var lidt stram over), gik til husum station i lorte fucking regnvejr på kun 20 minutter, hvorefter turen gik til nyborg. På vejen mødte vi de prominente kbh lortepunkere Jon og Mia, der dog blev smidt af på toget mod Nyborg, og vi så dem ikke resten af weekenden, så de nåede nok aldrigt frem.

Resten af turen foregik med et par hyggelige typer fra Århus+provinser, og vi kom til Svendborg i tide til IKKE at høre Skråt Op(Patricks band), og det var naturligvis ærgeligt, men resten af bandsne skuffede sgu ikke.

(Nævnt i orden af spille-rækkefølge, sådan som jeg husker den. Der er -uden tvivl- fejl da jeg blev så stiv at jeg ikke husker meget mere end koncerterne selv. Ret mig endeligt.)

Hærværk: Frederecia's fedeste band fyrede den af med 400 kilometer i timen, og selvom jeg havde travlt med at hilse på mine fyn-homies fik jeg da del i en hård pogo(endskønt Storm bemærkede straks efter at jeg "ikke gav den særligt hårdt"(ret mig lige hvis det er forkert Danni, husker ikke så meget)). Deres optræden var, som altid tør jeg næsten sige, rigtigt fed.

The WAD'ers: Frontmanden sejlede ud på scenen iført sin trademark tuborg nisse-BZ-hue, og(efter han beklagende informerede mig om at WAD'ers ikke spiller "Stakkels Lille Hund" mere.. HVAD FANDEN HAR DE GANG I?) spillede en rasende fed koncert. "Urin" og "8xSkater Flemming" faldt i hak og sendte folk ud i en vild og blodig pogo.

Under Al Kritik: Storm og holdet spillede en fed koncert, inklusive de udødelige klassikere "5.A" og "Fobi-Fobi" - Den manisk-paniske polkapunk skuffede ikke, og deres nye trommeslager kan fanme sit lort.

A-Kassen(Back in Nam?): Nis-Pis lagde stilen med en grov og ikke helt ucharmerende vokal(okay, det lød lidt af lort), og Back In Nam spillede så gennemført støj-lorte-punk at man helt kan mærke nostalgien fra firserne.

No Fucking Talent: Det jydske smadderband var en af de ting jeg havde set frem til, da jeg desværre missede dem på FAAK festivallen tilbage i Maj 2003. De skuffede ikke, og udover deres FÅK-plade nummer "Amok Igen"(som jeg aldrigt har brudt mig så meget om) spillede de en monster fed hade-druk-punk koncert der sendte publikum i bersærkergang.

Guddommelig Galskab: Her begynder min hukommelse desværre at svigte mig lidt, og det ægrer mig pissemeget, da jeg som bekendt er verdens største GUGA-fan(okay, give or take et par stykker). Jeg ved at der blev spillet en del klassikere som Nazisvin, Panzersvin og Kød; men jeg kan sgu ikke huske om de spillede nogen af de nye "Lort"-numre... Skod, da jeg havde set vildt frem til det, men hvad fanden... Man kan sgu aldrigt få alt det man gerne vil have ;) Hvad jeg ved er til gengæld af de spillede deres numre meget vel, og særligt Pansersvin med Storm her fra snapseland på guitar, var rigtigt godt.

Så var det videre til et BZat hus, hvor jeg faldt i søvn klokken tre, stod op næste morgen klokken syv og skyndte mig til konfirmation i Nivå mens jeg storbrækkede mig flere steder i Danmark på vejen ;)

Jeg har ingen fancy billeder, men mine totale skader løber op i: 20 store blå mærker(5-krone eller større), en genåbnet knæskade, to snitsår(formentlig fra nitter) og et delvist overrevet ledbånd i min venstre lillefinger; og så en myriade af mindre blodansamlinger, blå mærker og to store brændsår.

Nå, nu blev det sku ligefrem til en regulær anmeldelse, der kan man bare se ;)

SES SVIN!
/tiASS.

svendborg-punk

I lørdags var der seksdobbelt punk-koncert i Svendborg. Lokale ung-folk havde taget initiativ til denne begivenhed, som må siges at være sjælden både i programmets omfang og spillestedets beliggenhed i vort lille Danmark - Well, det er ikke hver aften at seks bands spiller på Harmonien i Svendborg og sikken aften det var! Det lykkedes at samle en 100-200 punk-interesserede, fra hele landet. odenseanske Skråt Op lagde ud med deres dejligt infantile lortepunk, herefter var det vidst altid rare Hærværk fra Fredericia som gav den gas. Efter talentfulde Under al Kritik (fra Herrested på Fyn) var der et par -for mig- halvtågede koncerter med det svendborgensiske A-kassen og No Fucking Talent, som jeg ikke ved hvor kommer fra, hvorefter københavnsk/fynske Guddommelig Galskab traditionsrigt rundede af med en halvlang koncert som osse var ganske god.
Aftenen igennem blev der danset tæt og jeg deltog såmænd osse i disse fysiske udfoldelser. Selvsamme aften indtog jeg op til flere genstande og det var derfor først næste dag at jeg mærkede til alle de blå mærker og skrammer jeg havde pådraget mig i min dans foran den lille scene på Harmonien. Her er et billede med de "bedste" af mærkerne:



Det må til dato være den mest fysisk strabadserende koncertaften jeg har været tilskuer til..

Magnetic Fields

"Magnetic Fields" kommer snart med nyt album.
Foråret drypper nærmest ned over det hele omkring én. For et par år siden synes jeg at foråret var en smule irriterende på den måde at det kom som en høg og forstyrrede mig i mit følelsesstabile vinterliv hvor der sjældent skete alverden. Jeg kan godt lide foråret nu.

Jeg kan ikke lade være med at synge. Bl.a. de fede sange fra det amerikanske band "The Magnetic Fields" album "69 Love Songs", som jeg har hørt en del gennem de sidste par år. Nu udgiver de nyt album her til maj og det hedder "i". Det består af fjorten sange som alle starter med i, og det er som sædvanlig Stephin Merritt der har skrevet dem alle. Jeg glæder mig til at høre om de er i stand til at skabe en så speciel stemning som på deres forrige album, hvor der virkelig blev skubbet grænser for hvor mange forskellige genrer af musik der kunne skubbes ind på de tre cd'er, som albummet bestod af. Det mest fantastiske ved albummet var næsten hvor meget humor og selvironi det besad, og i hvor høj grad netop selvironien blev brugt til at understrege ærligheden og enkelheden som vel er "kærligheden". Well.. I bandet spiller der tre folk udover Stephen; John Woo (banjo og guitar), Sam Davol (cello) og Claudia Gonson (klaver og slagtøj.)

Jeg skal ikke på Roskilde til sommer, hvor jeg ellers oplevede en rigtig god koncert med dem i 2001, men indtil videre ser det osse ud til på deres hjemmeside at de kun har planer om at spille i usa.