Junkyard Productions – dybt swingende ålborgensisk reggae



Kingston-klingende reggae kan også opstå i provinsen. Junkyard Productions kræser for lækker lyd og en sprød balance i deres lo-fi dub.

Dato:
Tirsdag
15.05.2007


Selvom Ålborg i mange år har givet plads til anderledes musikgenrer, primært via et spillested som 1000fryd, så vil det nok komme bag på mange, at jamaicansk-inspirerede Junkyard Productions med sin internationale lyd har base i byen, som for mange måske er bedst kendt for sin cementproduktion.

Tilbagelænet men mørk
Ena Egelund hjælper med sin jazzede sang Rasmus Allin og Christian Skjødts knasende sprøde samples og kompositioner med at flyde lettere gennem højtaleren. Dette assisteres i nogle numre af melodica-melodier og i andre af Pops Jabus aggressive muff. De to sidstnævnte elementer fungerer som yderpunkterne i Junkyard Productions’ lyd, som både er tilbagelænet, let og til tider dubbet og dyster.

Junkyard Productions - PR PhotoLyden fra debutalbummet My Yard is a Junkyard fra 2006 er rå som på en gammel vinylplade. ”Det skal helst lyde lidt gammelt og slidt,” har de selv sagt til Politiken. Det knasende og stemningsfulde er Allin og Skjødts varemærke i en dub-genre, som ellers er domineret af en mere klinisk og elektronisk lyd.

Provins-reggae
Kan man lave rigtig reggae, når man kommer fra landet? Junkyard gør straks dette spørgsmål til skamme, når man lytter til deres debutalbum. For der er tale om en bunke sange, som rammer meget tæt på noget, som lige så godt kunne komme direkte fra Kingston, Jamaica. My Yard is a Junkyard er et album med en behagelig variation i lyden. Ensemblet kræser for lækker lyd og en sprød balance mellem de mange input fra percussion, bas, guitar og vokal samt stemningsfulde samples.

Junkyard Productions spiller det, din mor vil kalde verdensmusik, men pladeselskabsdirektør Morten Varano fra Varano Music, bandets label, er dog ikke glad for betegnelsen `verdensmusik,´ som han i et interview med Berlingske Tidende har kaldt for tåbelig. Junkyard Productions er i Varanos fold kommet i selskab med meget genre-mixende bands som f.eks. Vincent Van Go Go, der blander både pop, reggae og brasilianske rytmer.

Garanteret stemning
De sidste år har der været en bølge af dansk Jamaica-inspireret musik, som Junkyard Productions også er en del af med et enkelt stort hit i radioen i form af ”Sister Let Him Go”. Djosos Krost indførte i 2005 dansk dub på Roskilde Festival, og Junkyard Productions fortsætter den mission i år. Det er så godt som sikkert, at alene et nummer som det groovede ”Strictly for My Sisters” bliver et publikums-hit i sommerstøvet, når femstyks-gruppen indtager Roskilde Festival.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.junkyard-productions.com
blog.pandora.com/archives/podcast/2007/03/reggae_ska_rock.html#more


(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/5-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Ingen kommentarer:

Ældre posts