Dj Diplo – dybt mix fra Floridas sumpe

Diplo er blevet kaldt den ultimative party-dj. Hans hang til alle afdelingerne i musikbutikken har bragt ham vidt omkring.

Dato:
Fredag
15.06.2007


Enhver dj har sit eget revir. Dette gælder også for Diplo, som for det meste har regeret i de amerikanske sydstater Florida og Misisippi. Her har han medvirket på ”dirty south”- og Miami bass-scenen men tilføjet sin egen genreblandende stil, som ikke mange andre kan gøre ham efter.

DJ Diplo - PR photoKlippefabrik og genre-bastarder
Klippefabrikken Diplo er uden tvivl noget, som skal opleves, hvis du er til hiphop eller world music, for han repræsenterer nemlig det ypperste inden for begge genrer. Der er stort set ikke den genre, som Diplo ikke har rørt. Til en fest med ham bag pladespilleren bliver der danset til bastarder af alt fra indisk bhangra og mainstream hiphop til jazz og dance-hall. Det hele klipper han til med en saks, som giver hans helt eget patchwork af kold elektronisk lyd.

Humor i mixet
Fra Diplo begyndte at vende plader, har humor været et gennemgående tema for alt, hvad han laver. Han er god til at holde smilet fremme hos sine fans ved jævnligt at lægge gakkede mixes op på nettet, f.eks. ”So Many Shrimp” som er en vild blanding af bl.a. gangsta-rap, Gorillaz og en velkendt talestrøm fra sydstats-rejefiskeren Bubba fra filmen Forrest Gump. Nej, Diplo aka Diplodocus aka Wes Diplo er bestemt ikke en mand, som er bange for musikbranchens advokater!

Rejsende trendstarter
Diplo har turneret i store dele af verden med navne som RJD2, Roots Manuva og M.I.A., og han er ikke bange for at tage til de helt varme lande. Her opdager han nemlig nye genrer, som han kan rette sin koncentration mod.

Diplo har på det seneste været med til at puste til ilden i den brasilianske baile funk, også kaldet funk Carioca (funk fra Rio). Han fandt sandsynligvis den aggressive, portugisiske rap, som karakteriserer genren, charmerende og yderst passende til hans hårde, dybe beats.

DJ Diplos ankomst til årets festival falder da også sammen med ankomsten af brasserne i Bonde Do Role og CSS, som Diplo har spillet sammen med før. Som publikum kan man kun håbe på, at de forskellige kunstnere finder på at give hinanden en hånd på scenen under dette års festival.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.myspace.com/diplo
www.formdiplo.com
Bonde do Role – Funk-export



(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/6-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Ingen kommentarer:

Ældre posts