vi fryder os over et hus i aalborg

Et sted i Danmark ligger et hus med åbne døre gemt, hvor man kan opleve sjældne og gyldne koncerter, spise lækker mad og dertil drikke veganske white russians for en tyver(!)

Her i weekenden var Jesper og Niels til koncert på 1000fryd i Aalborg
med fransk-canadiske Vialka og det kinesiske punkband SDL.
Niels tog blaffeturen fra Odense til Aalborg (for første gang) med største held - det lyder som det rene opspind, men han blev samlet op uden for Odense af bandbussen fra Åh-abe-koncerterne..! Gruppen bestående af seks århusianere havde lige spillet på dyreskuepladsen i Odense til den første af en række af muskelsvindfondens Åh-abe-koncerter for 25.000 skrigende unger og var på vej hjem til Århus i en næsten tom bus med kolde bajere og slik fra muskelsvindfonden.. altsammen godter og selskab som kom Niels til gode. Hvilket surrealistisk held! Nå, men han kom til Aalborg v.h.a. et skilt mens Jesper havde penge til en togbillet fra Roskilde, hvor han havde været til koncert aftenen inden. Jesper havde penge til billetten af den ydmyge grund at han havde fundet 1.500,- (!) danske kroner liggende på fortovet i smilende kontanter dagen inden. De sku' drikkes op, hvilket der også gjordes et tappert forsøg på i Roskilde, men der var stadig penge at smide på fadøl og nordsøolie i Aalborg. Og mens vi gjorde et forsøg på at tømme baren (det lykkedes ikke) spillede SDL.
Disse kinesiske punkrockere kunne deres klassikere. Næsten old school, men med masser af energi og gå-på-mod. De spillede fedt, selvom trommerne blev lidt ensformige undervejs. Og der var da også lidt teenager-liebe over det til tider og alligevel et fedt show. Og -hey!- hvor tit hører man kinesisk punk?
Vialka var intense. Der er lidt uenighed om kategorien, men "turbo-folke-hardcore-stammedans med fransk sang, og så bare derudaf" er et begreb vi er enige om at definere deres koncert med! Vi har vist aldrig set noget lignende...meget fedt. Vialka er en duo, mand og kvinde, gutten på el-bas, tøsen på trommer. Hun spillede som den tasmanske djævel. Fuld knald på, og så med et sprødt diskant bas-spil fra fyren. Meget teknisk dygtige og en virkelig fed koncert, hvor vi fyrede den max! Og købte begge deres nyeste album "The Republic of The Bored and Boring". Albummet er trykt som et pas i en plastiklomme med en mini-CD inde i det foldede pas.. Længe leve lir.

Arrangementet vi overværede denne aften er blot et enkelt af en stor gruppe koncerter, dj-aftener, folkekøkkener og andre unikke arrangementer som finder sted med korte mellemrum på 1000fryd i Aalborg. Det virker på os, efter denne weekends oplevelser, som et mysterie at der ikke er mere bred snak rundt om i landet om dette venstrefløjs-aktivitetshus og koncertsted, som har eksisteret i omkring tyve år og virkelig er en perle af et sted.
Vi blev søndag eftermiddag med delirium tremens (dranker-rystesyge red.) i kroppen vist rundt i hele huset af P. Han fortalte os om husets historie og planer for fremtiden. Det eneste krisepunkt som han tilkendegav var "problemet" at baren i huset simpelthen var FOR god og FOR succesfuld. P ønsker forståeligt nok at 1000fryd skal være andet end en venstrefløjsbodega, men lidt af et luksusproblem ville nogen nok kalde det, kender man til de heftige interne og eksterne slagsmål der ofte udkæmpes når man prøver at drive et aktivitetshus/fristed.
1000fryd har både biograf, musikøvelokaler, lydstudie samt ateliér! Rundvisningen i det store hus var næsten for meget af det gode for os to ex-københavnersnuder. Her til sommer eller efteråret åbner de tilmed osse en Info-shop med gratis internetcafé, bogsalg og musikdistribution. Her bliver der osse en lille scene og der gøres plads til nye typer aktiviteter i huset som lyrisk oplæsnings-scene samt foredrag og sådan. - Vi venter spændt på udviklingen og selvom der er allerhelvedes langt til Aalborg, bliver distancen kortere og kortere efter man har oplevet scenen og gæstfriheden deroppe.

*Afslutningsvis må vi ta' os selv til hovedet os sige at det ikke er hver dag man falder over 1.500,- på gaden til at drikke op og for den sags skyld får et lift af Åh-abe-bandbussen..

(forfattet i samarbejde med yukse red.)

Ingen kommentarer:

Ældre posts