landsdækkende, på billigt papir, hver fjortende dag

Det sidste halve år har Juks stået stille. Det gider jeg snart ikke mere.

For et par måneder siden fik jeg pludselig en atypisk tankerække angående bladets fremtid. Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad hvis Juks kunne blive mere aktuelt, ja måske ligefrem et nyhedsmedie?
De sidste fire måneder har jeg gået på journalistik-linien på Kommunikationshøjskolen Vallekilde, og det er nok her jeg først for alvor har lært at sætte pris på ren faktualitet og varme aviser. Juks har indtil videre været en slags kunstudgivelse som kom på gaden ca. to gange om året og indholdet har været rimeligt udflydende. Hvad med en mere avis-agtig udgivelse som udkom hver fjortende dag overalt i DK?

Med den oprindelige Juks-udgivelse som jeg har været med til at lave de sidste to år, er jeg virkelig tilfreds. Patrick, Christian, mig og over halvtreds andre har leveret fem blade, som hver og ét havde fantastiske produkter i af den ene og den anden slags.
Men jeg er træt af at smide noget på gaden som folk blot siger er sjovt, kært eller flot klaret. Jeg vil være med til at lave noget som man glæder sig til kommer på gaden, som man glæder sig til at åbne en ny avis.

Jeg ved indtil videre ikke særligt meget om hvad andre synes om min idé. Jeg er heller ikke påbegyndt den store charmeoffensiv endnu, da jeg ikke er sikker på hvad jeg gerne vil have at projektet skal være. Jeg ved ikke om det skal erstatte Juks og adoptere navnet fuldstændig, eller om der skal findes et nyt navn, et helt nyt koncept og "værdisæt". Sikkert er det at det nye medie bliver mere politisk og konkret end Juks har været tidligere. Det startede jo som et helt apolitisk blad. Og så bliver der nok også mindre fokus på det visuelle og illustrative desværre, simpelthen p.g.a. pladsmangel og omkostninger. Ellers forestiller jeg mig reportager, anmeldelser, musikkalender, brok og satire side om side.
Ja, måske skal det nye medie have et nyt navn. Jeg har tænkt på `Tempo´, da det klinger sjovt af noget fra fyrrene/halvtredserne. Det lyder godt og giver fornemmelse af indhold og dynamik. Men det er et lidt kønsløst navn vil jeg måske mene og det er næsten synd at smide Juks-navnet væk er det ikk'?

Jeg har som sagt ikke snakket med mange om min idé endnu, ved kun at Patrick er med på den og Jesper vidst også var positiv. Jeg vil rigtigt gerne høre fra jer derude om i har nogle idéer og/eller gerne vil lege med i udviklingen. Jeg skal til at snakke i øst og i vest for jeg vil gerne have så mange som muligt med.
Indtil videre har jeg gået med et beskedent mantra inde i mit hovede. Det lyder: "I det nye medie skal vi ikke skrive hvad vi gerne ville have at vi ville læse. Vi skal skrive hvad vi gerne ville læse." Information f.eks. er en avis som mange er enige om er en god avis, men den er alligevel svær at tygge sig igennem og trægt uoverraskende. Det nye medie skal være kontant og kritisk. Vi skal ikke være bange for at "kritisere vores venner" om jeg så må sige, for er der noget vi har brug for er det mere saglig kritik af hinanden på venstrefløjen og i diverse subkulturer her i DK. Der skal ikke være plads til megen rygklapperi står det til mig, og det er jo ikke lige let at lave et sådant tidsskrift, hvis der nu er nogen som bliver sure på os, så er verden jo desværre lille.

  • For at opsummere min plan som den ser ud indtil videre (med forbehold for større omskrivninger), så går jeg med store tanker om en publikation der fylder en eller to dobbeltsidede og sort-hvide A4-sider. Den skal udkomme to eller fire gange om måneden og være gratis. Der skal være noget portobetaling af en art, men ellers skal den mest distribueres til diverse steder som kunne have interesse. her tænker jeg politiske steder, div. forretninger + spillesteder. Jeg forestiller mig et oplag på 800-1000 eksemplarer pr. udgave.

Kom endelig med kommentarer til denne post, eller skriv en mail til primsnabelajuks.dk

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Bresaola er fanme lækkert!

Jeg er nok med på ideen, men det bliver da holdt, for mangel på et bedre ord, socialt orienteret - ikke?

For hvis det dækker alle hændelser og forholder sig lige kritisk overfor alle, så er det jo ikke anderledes end noget andet. Hvorfor så ikke læse politiken?

Ældre posts