Dj Diplo – dybt mix fra Floridas sumpe

Diplo er blevet kaldt den ultimative party-dj. Hans hang til alle afdelingerne i musikbutikken har bragt ham vidt omkring.

Dato:
Fredag
15.06.2007


Enhver dj har sit eget revir. Dette gælder også for Diplo, som for det meste har regeret i de amerikanske sydstater Florida og Misisippi. Her har han medvirket på ”dirty south”- og Miami bass-scenen men tilføjet sin egen genreblandende stil, som ikke mange andre kan gøre ham efter.

DJ Diplo - PR photoKlippefabrik og genre-bastarder
Klippefabrikken Diplo er uden tvivl noget, som skal opleves, hvis du er til hiphop eller world music, for han repræsenterer nemlig det ypperste inden for begge genrer. Der er stort set ikke den genre, som Diplo ikke har rørt. Til en fest med ham bag pladespilleren bliver der danset til bastarder af alt fra indisk bhangra og mainstream hiphop til jazz og dance-hall. Det hele klipper han til med en saks, som giver hans helt eget patchwork af kold elektronisk lyd.

Humor i mixet
Fra Diplo begyndte at vende plader, har humor været et gennemgående tema for alt, hvad han laver. Han er god til at holde smilet fremme hos sine fans ved jævnligt at lægge gakkede mixes op på nettet, f.eks. ”So Many Shrimp” som er en vild blanding af bl.a. gangsta-rap, Gorillaz og en velkendt talestrøm fra sydstats-rejefiskeren Bubba fra filmen Forrest Gump. Nej, Diplo aka Diplodocus aka Wes Diplo er bestemt ikke en mand, som er bange for musikbranchens advokater!

Rejsende trendstarter
Diplo har turneret i store dele af verden med navne som RJD2, Roots Manuva og M.I.A., og han er ikke bange for at tage til de helt varme lande. Her opdager han nemlig nye genrer, som han kan rette sin koncentration mod.

Diplo har på det seneste været med til at puste til ilden i den brasilianske baile funk, også kaldet funk Carioca (funk fra Rio). Han fandt sandsynligvis den aggressive, portugisiske rap, som karakteriserer genren, charmerende og yderst passende til hans hårde, dybe beats.

DJ Diplos ankomst til årets festival falder da også sammen med ankomsten af brasserne i Bonde Do Role og CSS, som Diplo har spillet sammen med før. Som publikum kan man kun håbe på, at de forskellige kunstnere finder på at give hinanden en hånd på scenen under dette års festival.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.myspace.com/diplo
www.formdiplo.com
Bonde do Role – Funk-export



(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/6-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Aronas – punkjazz-damptoget fra operahuset i Sydney


Photo: S. Waldbillig
Overskriften siger det hele. Aron og hans band hører ikke til de mest typiske bands at hyre til at spille på en festival, men stemningen på Aronas’ plader er tyk af blueset festival-materiale.

Dato:
Mandag
11.06.2007


Det er sjældent, man hører en musikalsk begavet fyr rigtigt få lov at tonse derudad på sit klaver uden regler eller grænser. Men det er netop, hvad Aron Ottignon giver sig selv lov til – med lidt hjælp fra en bas og nogle trommer. Det kan lyde som et introvert og nørdet projekt, men det er tværtimod noget af tidens mest livsbekræftende musik.

Aronas - PR photoMere end kammermusik
Med et drive som et damptog løfter den unge frontmand i Aronas lytteren videre i en række lange kompositioner. Ordet `komposition´ lugter lidt af klassisk musik, men det skal forstås i sin absolut improviserende og jazzede betydning.

For selvom pianisten Aron allerede som16-årig gammel var ved at vinde de australske jazzmesterskaber og i dag spiller udsolgte enmands-koncerter i operahuset i Sydney, er han musikalsk ikke en ”pæn dreng.” Hans hamrende klaver udgør et festfyrværkeri af livsgnister på tværs af genrerne, assisteret af de dybe trommer.

Djævelske rundture på tangenterne
Aronas-ensemblets nærmest tribalt rytmiske musik er nysgerrig og fuld af variation. Nogle skal måske have lidt tid at vænne sig til, at der slet ingen vokal er i bandets musik – blot klaver, bas og en hel masse percussion. Styrken i Aronas’ numre ligger i, at melodierne har en nærmest poppet genkendelighed og charme, der fungerer som et skelet for nogle abstrakte improvisationer. Blandingen mellem jazzet improvisation og genkendelig melodi gør det new-zealandsk-australske band til et dybt interessant bekendtskab.

Tager pusten fra enhver
Klaverdrengen fra down under har spillet på festivaler verden over inden for alle de genrer, han behersker: jazz, klassisk og diverse afarter af rock. Overalt har han begejstret anmeldere og sparket til folks opfattelse af musikalske genrer som noget, der kan inddeles skarpt og ubøjeligt.

Aronas’ musikalske bredde afbildes glimrende i dette citat fra en koncertanmeldelse i The Scotsman af en optræden ved Edinburgh-festivalen for fire år siden: ”Ottignon er en musiker i verdensklasse. Hans testosteronpumpede, Rachmaninov-som-jazz spil vil tage pusten fra enhver.” Musikken bærer, som citatet måske også signalerer, på en legesyge, som hurtigt smitter.

Af Niels Krogh Søndergaard

Link:
www.myspace.com/aronas




(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion
11/6-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Festivalanmeldelse: SPOT 2007

Jeg kom alt for sent til Århus den weekend, og det i sig selv skulle vise sig at være karakteristisk for min første oplevelse af SPOT-festivalen; Jeg er simpelthen ikke vandt til den måde at lave festival på, hvor man skal være præcis og den slags.

Den århusianske musikfestival som nu kører på et meget succesfuldt 13. år er et markant anderledes koncept end den Roskilde Festival jeg er så hengiven til og hvad jeg ellers har frekventeret af punk- (K-TOWN), hardcore- (FREDERICIA H.F.) og garagerock-festivaler (GUTTER-ISLAND) i DK.


SPOT er anderledes fordi:

  1. Her dukker man ikke op som publikummer en halv time inde i settet, for så er der ikke plads. Man risikerer at skulle møve sig rundt og bede folk om at rejse sig fra deres pladser så man kan komme ind til et frit sæde. For..

  2. ..Det er kotume til halvdelen af koncerterne at man SIDDER ned. Også til de vilde rock-koncerter! Enten på podierne, gulvet, eller fordi mange af koncerterne spilles steder som i Musikhuset, hvor der er plyssede sæder. Sidstnævnte sted er rygning også forbudt.

  3. Musikken slukker tidligt. Det kom lidt bag på mig at musikken både fredag og lørdag slukkede ved ét-tiden. Det kan virke som hastværk når der nu alligevel kun er to dage at trawle omkring 100 fede bands igennem, og folk på det tidspunkt for alvot er opstemte til mere musik.

  4. Det er en branchebegivenhed, og det ligger arrangørerne Dansk Rock Samråd heller ikke skjul på. Men jeg synes alligevel at de skal gå mere aktivt ind og forhindre en udvikling væk fra at det er publikums festival, til at det bare bliver musik-exportørerne/kultur-Brians solskinsweekend i Smilets By.


SPOT skal ikke høre flere onde ord fra mig omkring den måde koncerterne afvikles, det er blot helt anderledes end noget jeg tidligere har prøvet. Den højtidelige stemning lægger op til en anden nydelseskultur omkring det at gå til koncert som var helt ny for mig. Men denne kultur gør sig underligt nok, og glædeligt, ikke gældende på alle de 12(!) spillesteder på festivallen. Her er der bedre adgang, rygning er tilladt og folk hopper og danser. Nu til musikken.


Jens Unmack og Johnson
Som sat kom jeg sent fredag, og derfor fik jeg kun set Jens Unmack spille en nogenlunde koncert. Har aldrighørt særligt meget af ham, udover hvad de spiller på P3, men han fungerede rigtig godt på scenen og lyden er fed på store scene i Musikhuset. Det skal siges til mine bitre kommentarer omkring koncertkulturen på festivallen at Jens U var enig med mig her. En af de første ting han sagde fra scenekanten var: ”Hvorfor sidder i ned til en rock-koncert?!” Vupti! Og folk var oppe af sæderne.
Resten af fredagen blev det kun til et nummer med
Johnson på det store telt på Officerspladsen. Det var ikke en oplevelse af de helt store.

Forest & Crispian
Dagen efter blev meget mere spændende. Svenske Forest & Crispian var dagens eftermiddagsoverraskelse med et rigtigt fedt sceneshow i Ridehuset. Iført noget som lignede Sgt. Pepper-uniformer med store guldemblemer og med et sæt hjemmelavede trommer spillede de en underlig syret halvtredserpop, som ikke var synderlig spændende, men deres gode kontakt med publikum fik gjort koncerten til en virkelig fed oplevelse.

El Ray
Så var det blevet tid til at se om det københavnske surfband El Ray kunne leve op til mine forventninger. Det fik de lov til at lege med på en lille scene, hvor der lang tid før koncertens start var helt fyldt op. Bandet skuffede en smule, for jeg blev langsomt bevidst om hvor kedeligt det kan være når bands griber for dybt i pladearkiverne efter ting som virker. Det virkede for det meste smukt for El Ray med den drømmende surf, men der gik bare lidt for meget guitar-nostalgi i den for min smag.

The Psyke Project
Der var ikke mødt så mange op til The Psyke Project i Ridehuset lige efter, og det var egentlig ærgerligt for deres hardcore-musik lægger op til et hav af løftede hænder og rystende parykker. Disse drenge kan virkelig forstå at spille hurtigt og vildt, og der var også et par rigtig spændende numre imellem synes jeg. Jeg fik da også lige en omgang gådehud på et tidspunkt, men ellers var Psyke Project lidt sløve i optrækket og måske bar deres optræden præg af det ringe fremmøde. Lad os håbe at det går bedre om et par uger på Roskilde.

Der var kæmpe kø til det nye danske balkan-band Analogik, som spillede på en af Musikhusets helt små scener, så dem gik jeg desværre glip af. Igen må jeg glæde mig til deres optræden på Roskilde.

Speaker Bite Me
Speaker Bite Me er et indie-popband som jeg lige for nylig har stiftet bekendtskab med. En god ven har smittet mig med deres helt særlige mørke afart af pop, som specielt folder sig ud på den nye plade Action Painting. Jeg glædede mig meget til denne koncert, som ligesom Jens Unmack, foregik på Musikhusets store scene. Da dørene blev lukket op blev koncertsalen fyldt op på ganske få minutter med håbefulde fans. Vi fik en fantastisk følelsesmættet koncertoplevelse af kun en lille halv times varighed. Sådan er det med de fleste koncerter på SPOT, man bliver efterladt med en lyst til at høre mere. De tankepirrende og meget flotte visuals gav en ekstra vild stemning til det i forvejen levende sceneshow. Som publikum gjaldt det virkelig om at åbne både ører og øjne i de plyssede stole og det var skønt at suge til sig af Speaker Bite Me.

Spleen United
En stor overraskelse var for mig danske Spleen United, som sent på lørdagen havde fået begge scener i Ridehuset at boltre sig på. Der var helt fyldt op i den store hal og der var virkelig gasset op for stemningen blandt andet ved hjælp af et flot laser-lysshow. Spleen United kender jeg, ligesom Jens Unmack, kun fra de singler jeg har fået kylet i ørerne dagligt på P3, men koncertengav mig et fornyet indtryk af et band, som jeg ellers havde placeret i kassen med `lidt-spændende-men-mest-kedelige´ bands.
Det er svært at beskrive, men Spleen United spillede den lørdag aften lige nøjagtigt på det balancepunkt som ligger imellem at være udfarende overfor sit publikum og samtidig formå at holde lidt igen. Teknisk er de virkelig velspillende sammen i bandet, kunne man høre. Hvad der kunne være kedelig elektro-pop fra Spleen United, blev en yderst energisk stadion-trance som havde hele publikum i sin hule hånd.


...
Afslutningsvis på denne festival-anmeldelse vil jeg sige at det var en rigtig fed weekend, hvor jeg fik nydt en masse musik. Jeg vil vende tilbage næste år og planlægge mit eget koncertprogram bedre i forvejen, så jeg ikke skal gå forgæves til nogen koncerter.
SPOT skal huske at blive bedre til at bevare lidt mere
af festival-vildskaben, vil jeg mene. Der skal endelig ikke gå mere Bridge-blanding og medieby i den Århus!


Link til anmeldelser af alle koncerterne (foretaget af SPOT's egne medarbejdere) :

http://www.spotfestival.dk/content/index.php?SectionID=1514&1181331317

Gorilla Angreb – gør det stadig selv



Musik har større troværdighed på undergrundsniveau. Det er udmeldingen fra punkbandet Gorilla Angreb, som turnerer verden med deres energiske abe-cirkus.

Dato:
Tirsdag
15.05.2007


Fremstilling og salg af merchandise er Simons og Mais tjans, koncertbooking og pladetryk Tommas’, mens Peter forfatter de fleste tekster. Det kunne lyde som et pladeselskabs knappe arbejdsfordeling omkring et af deres bands – men derudover står de samme folk for bas, sang, trommer og guitar og udgør selve krudttønden, som er punkbandet Gorilla Angreb.

Københavner-punkrock med 100 km/t
Som en del af den københavnske do-it-yourself (gør-det-selv)-scene omkring det forhenværende Ungdomshuset på Jagtvej har Gorilla Angreb i små 10 år været blandt de mest underholdende og velspillende bands, hvis du er til hurtig punkrock med skæv pigevokal og yderst catchy omkvæd.

Forsanger Mai og guitarist Peter gik på samme tegneskole i efteråret 1999 og dannede Gorilla Angreb uvidende om, at de fire år efter ville rydde forsiden på, hvad der nok er verdens største punkrock-zine: Maximum Rock n' Roll. Siden da har de været verden rundt et par gange, senest i Japan og USA. Her bliver Gorilla Angrebs plader revet ned af hylderne, når de af og til dukker op i beskedent oplag – og det på trods af, at alle tekster er på dansk.

Gorilla Angreb - PR PhotoRødder i vestkystens punk
Lytter man godt efter, og har man hang til punkmusik med rødder i 1970’erne, kan man hos Gorilla Angreb finde spor af The Zeros foruden det ikoniske Los Angeles-band X, som også har kvindelig forsanger og kører stilen med ørehængende omkvæd. Hvad Gorilla Angeb også har til fælles med andre Los Angeles-bands er deres syrede tekstunivers, som ikke altid er lige let at forstå, men som både rummer en seriøsitet, kærlighed og selvironi, som man kun kan holde af.

En hemmelighed lidt endnu
Gorilla Angreb er desværre stadig historien om en velbevaret københavnsk hemmelighed. Det er et band som i de sidste otte år har nydt en stor popularitet på den danske punkrock-scene, men på trods af deres melodiske og energiske lyd aldrig er blevet indfanget af mainstream-mediernes opmærksomhed. Og det er en skam, for der er virkelig tale om en perle af et orkester.

Tommas sagde til i et interview med Maximum Rock n' Roll (#253): ”Personligt, så kan jeg ikke se Gorilla Angreb for mig udgive plader på et stort pladeselskab. Jeg mener, at musik har større troværdighed på det lavere niveau; undergrunden. Du skal lave musik med folk, som virkelig kan lide det, ikke mennesker som bare vil tjene penge på hvad du laver og markedsføre dig som endnu et produkt.”

Mais farvel
I festivalstøvet er det desværre en af de allersidste chancer for at se Gorilla Angreb optræde med forsanger Mai Sydendal. Hun har besluttet at forlade bandet til august for at få tid til andre ting. Bandet har dog tænkt sig at fortsætte og leder p.t. efter en afløser til Mai.

Til sommer har Gorilla Angreb lovet at spille flere små spontan-koncerter rundt omkring på festivalområdet, så vær parat til at løbe efter lyden, når de tænder generatoren et sted på pladsen!

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.kicknpunch.com/Sider/gorilla-interview.htm
www.myspace.com/GorillaAngreb


(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion
15/5-2007 på www.roskilde-festival.dk )

Junkyard Productions – dybt swingende ålborgensisk reggae



Kingston-klingende reggae kan også opstå i provinsen. Junkyard Productions kræser for lækker lyd og en sprød balance i deres lo-fi dub.

Dato:
Tirsdag
15.05.2007


Selvom Ålborg i mange år har givet plads til anderledes musikgenrer, primært via et spillested som 1000fryd, så vil det nok komme bag på mange, at jamaicansk-inspirerede Junkyard Productions med sin internationale lyd har base i byen, som for mange måske er bedst kendt for sin cementproduktion.

Tilbagelænet men mørk
Ena Egelund hjælper med sin jazzede sang Rasmus Allin og Christian Skjødts knasende sprøde samples og kompositioner med at flyde lettere gennem højtaleren. Dette assisteres i nogle numre af melodica-melodier og i andre af Pops Jabus aggressive muff. De to sidstnævnte elementer fungerer som yderpunkterne i Junkyard Productions’ lyd, som både er tilbagelænet, let og til tider dubbet og dyster.

Junkyard Productions - PR PhotoLyden fra debutalbummet My Yard is a Junkyard fra 2006 er rå som på en gammel vinylplade. ”Det skal helst lyde lidt gammelt og slidt,” har de selv sagt til Politiken. Det knasende og stemningsfulde er Allin og Skjødts varemærke i en dub-genre, som ellers er domineret af en mere klinisk og elektronisk lyd.

Provins-reggae
Kan man lave rigtig reggae, når man kommer fra landet? Junkyard gør straks dette spørgsmål til skamme, når man lytter til deres debutalbum. For der er tale om en bunke sange, som rammer meget tæt på noget, som lige så godt kunne komme direkte fra Kingston, Jamaica. My Yard is a Junkyard er et album med en behagelig variation i lyden. Ensemblet kræser for lækker lyd og en sprød balance mellem de mange input fra percussion, bas, guitar og vokal samt stemningsfulde samples.

Junkyard Productions spiller det, din mor vil kalde verdensmusik, men pladeselskabsdirektør Morten Varano fra Varano Music, bandets label, er dog ikke glad for betegnelsen `verdensmusik,´ som han i et interview med Berlingske Tidende har kaldt for tåbelig. Junkyard Productions er i Varanos fold kommet i selskab med meget genre-mixende bands som f.eks. Vincent Van Go Go, der blander både pop, reggae og brasilianske rytmer.

Garanteret stemning
De sidste år har der været en bølge af dansk Jamaica-inspireret musik, som Junkyard Productions også er en del af med et enkelt stort hit i radioen i form af ”Sister Let Him Go”. Djosos Krost indførte i 2005 dansk dub på Roskilde Festival, og Junkyard Productions fortsætter den mission i år. Det er så godt som sikkert, at alene et nummer som det groovede ”Strictly for My Sisters” bliver et publikums-hit i sommerstøvet, når femstyks-gruppen indtager Roskilde Festival.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.junkyard-productions.com
blog.pandora.com/archives/podcast/2007/03/reggae_ska_rock.html#more


(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 15/5-2007 på www.roskilde-festival.dk )

My Chemical Romance – farlig popmusik

Inden for en musikgenre, der er både elsket og lagt for had, har My Chemical Romance formået at nå et stort publikum verden over med deres brug af lyse melodier i et mørkt univers.

Dato:
Tirsdag
27.03.2007


Er der noget band, som i øjeblikket er eksponent for popmusikken i den mere hårde ende, må det være My Chemical Romance. Vover et populærband sig ind på territoriet punk eller metal, risikerer det, at der falder brænde ned. Det har bandet også mærket, primært i Europa, hvor de sidste år blev overdynget med flasker på den engelske Reading Festival. Måske blev folk sure over den måde, de blander popmusikkens melodiske kvaliteter med punkens rå energi på.

Fandt sammen efter 11. september 2001
My Chemical Romance spiller en grov pop-punk, hvor guitaren af og til træder mere i baggrunden og giver plads til forsanger Gerard Ways storladne melodiske billedsprog. Bandet kategoriserer selv deres musik som “farlig pop,” og ofte tangerer den genren emo, da de ikke er bange for skønsang eller for at øse ud af deres meget følelsesladede univers.

My Chemical romance - photo: Kevin EstradaDe fem musikere fandt sammen for seks år siden, lige efter angrebene på World Trade Center i New York, 11. september 2001. Angrebene gjorde et stort indtryk på forsanger Gerard Way, da han selv var øjenvidne, og han skrev straks sangen ”Skylines and Turnstiles,” der er et forsøg på at tackle den tvivl, som ramte mange amerikanere lige efter.

Fra pop-punkens hovedsæde
Medlemmerne i My Chemical Romance kommer med en enkelt undtagelse fra New Jersey. Sammen med Thursday har de gjort denne stat til noget, der kan minde om et nyt internationalt hovedsæde for pop-punk.

Bandet har udgivet tre albums, hvoraf det seneste, The Black Parade fra 2006, for alvor bragte bandet verden rundt. The Black Parade blev produceret af Green Day-producer Rob Cavallo, og My Chemical Romance har da også varmet op for Green Day på en af deres turnéer.

Hyldet og hadet
Hvis man spørger punkrock-fans, hvad de synes om My Chemical Romance, falder svarene i to lejre. Enten forkastes bandet totalt som poppet emo-punk af værste skuffe, eller også bliver det fremhævet som et af de bedste bands i verden lige nu. Netop af den grund blev resultatet af det britiske rockblad Kerrang Magazines årlige afstemning sidste år ekstremt splittet. My Chemical Romance løb med førstepladsen i kategorierne ’worst band’, ’worst album’ og endda ’worst thing about 2006’ – men samtidig blev de bl.a. kåret som både ’best band’ og for ’best album’, ’best song’, ’best video’ og ’best live show.’

Bedøm selv, når bandet indtager Roskilde Festival til sommer.

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.mychemicalromance.com
Artist-directs video, lydklip og bandbiografi om My Chemical Romance:
ubl.artistdirect.com/nad/music/artist/listenwatch/0,,1721940,00.html#artist_name


(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 27/3-2007 på www.roskilde-festival.dk )

The Psyke Project – skrigere med skills



Nogle af landets hårdeste drenge på metalscenen er tilbage på Roskilde Festival. I udlandet er de blevet opdaget, mens det brede danske publikum endnu har noget i vente.

Dato:
Tirsdag
27.02.2007


Det er et mørkt og skingert univers, de fem drenge fra Helsinge har skabt med gruppen The Psyke Project. De sidste par år har de pudset på deres lyd, men den er stadig ligeså ond, som den var på debutpladen Samara i 2003.

Genren er metallisk hardcore, og The Psyke Project ligger i den tekniske ende af skuffen, også kaldet mathcore, med deres atypiske beats og upolerede indre. De spiller ikke blot hårdt og hurtigt, musikken byder i høj grad på detaljer.

Opdaget i udlandet
Hardcore-genren har sine aner i punkmusikken og den tidlige metal. The Psyke Project spiller den uden distancering, og musikken rammer derfor dybt i hjertets mørke kamre. Derved har bandet måske endnu afskåret sig fra et større, kommercielt dansk publikum, men i udlandet har de høstet anerkendelse.

De efterhånden erfarne gutter har på det seneste fået masser af positiv omtale i de største metalblade som Metalhammer, Kerrang og Terrorizer, og danskerne har i løbet af de sidste par år delt scene med legender som amerikanske The Dillinger Escape Plan og britiske Raging Speedhorn.

The Psyke Project PR PhotoHerhjemme skød The Psyke Project deres karriere i gang på Roskilde Festivals campingscene i 2003 og blev i anledning af deres andet album Daikini fra 2005 nomineret i ikke færre end fire kategorier til Danish Metal Awards, bl.a. for bedste live-act.

Åndenød
The Psyke Project kan ses som en del af dansk musiks opblomstring gennem de sidste fem år. De har dog endnu ikke fået helt den opmærksomhed herhjemme, som de fortjener. I april smider The Psyke Project deres tredje plade Apnea på gaden, og albummets titel afspejler dets tema. ’Apnea’ betyder åndenød på engelsk – med reference til den slags åndenød, som både ondskab og kærlighed kan frembringe, har bandets forsanger Martin Nielskov udtalt i et interview med Mymusic.dk.

Åndenød rammer dog sjældent forsangeren, når han går på scenen, hvor bandet er kendt for vilde optrædener, bl.a. under Danish Metal Awards 2006, hvor The Psyke Project på scenen blev assisteret af en hel flok pigegarder.

Mon ikke de på Roskilde Festival i år får en lidt større scene at brede sig på?

Af Niels Krogh Søndergaard

Links:
www.mymusic.dk/redaktion/artikel.asp?id=1932
thepsykeproject.dk/



(Skrevet for Roskilde Festivals Webredaktion 27/2-2007 på www.roskilde-festival.dk )

frisk luft

Dortheavej 63 var smukt, men kort - og intet imod "The Pink Palace", som efter sigende bliver indviet på torsdag fra en fælles demo som går fra Folkets Park. Dortheavej var noget af det mest spændende jeg har været med til. I 45 timer byggede vi et nyt sted op for alle, poitiet kom og smed os i kasjotten, men det var det hele værd. Som ORMSOS skriver på indymedia.dk :
"Kun i mine drømme har jeg følt mig så vågen."

Kig billeder på Hans Nathues side: #1 og #2


Hva' så internet?! Skal Snapseland vækkes til live igen? Skriv gerne din ærlige mening. Lad os nu se. Jeg fik bare sådan lyst til at lege lidt med det hele herinde, da det er to år siden der er sket noget.

Carandiru

Her i fredags der så jeg en virkelig vild film. Den vil jeg bare lige anbefale. Den er

Hector Babenco

"Film based on real life experiences of doctor Drauzio Varella inside dreadful State penitentiary Carandiru, in São Paulo, Brazil, while he was doing a social work of Aids prevention. There he found hundreds of convicts living under degrading conditions. The situation came to a climax in 1992, when in order to smother a rebellion, police force killed 111 men"

http://www.carandiru.com.br/

skruebrækker på fuldtid

Jeg er blevet fyret som tjener.
Det skete efterhånden for et godt stykke tid siden, og jeg er nu efterhånden kommet mig over chokket. Jeg ved nu heller ikke hvor meget det job egentlig passede til mig og mit ofte ringe overblik. Jeg kom for sent to dage og meldte mig syg en dag fem timer før jeg skulle møde (hvilket var for sent). Det er nok til at blive fyret - Og så endda uden en advarsel eller noget. Surt show. Det er første gang jeg er blevet fyret, eller jeg mener "har valgt at opsige samarbejdet."

Nu er jeg blevet vikar igen - en overenskomstundergravende lille satan af slagsen ja! Og jeg har ikke god samvittighed over det. Det er den samme rutine: Starte nyt sted et par gange om ugen måske, nye folk og nye måder at gøre tingene på. Denne gang er det som køkkenmedhjælper i alt hvad der kan krybe og gå af kantiner og storkøkkener i hele HT-området.
Det er faktisk ret så interessant i al sin nedslidende intetsigenhed, at komme fra sted til sted og på få dage få indblik i stedets stemning, historie og omgangsform.

Idag fik jeg tanken om hvor fedt det kunne være at lave et projekt af en art omhandlende "det at være vikar." Hvadend det sku' være en bog, en film eller en hjemmeside så kommer den til at balancere lige på lovens kant, da man som vikar har tavshedspligt og jeg f.eks. ikke må skrive her på siden hvor jeg arbejder for tiden. Offentligtheden kunne have godt af et blik ind bag gardinet i de skjulte lokaler af det danske/internationale arbejdsmarked.
I Italien og Sverige eksperimenterer de med fagforeninger for vikarer og løst ansatte og jeg tror lige at jeg vil kigge lidt på nettet her den kommende tid, da emnet igen i høj grad har fanget min interesse.

Mødet i Odense vedr. det nye blad gik rigtigt godt.
Vi var ikke mange dog. Det er OFTE let at få support fra folk og klap på skulderen, men at få dem til at møde op og hjælpe til er altid en anden sag, specielt når det ikke er i Zone 1 i KBH! Vi var en hård kerne på godt ti mand og en kvinde. Vi lavede mad, bryggede kaffe og stillede studenterbrødene højt på fad inden vi sparkede mødet igang.
Det blev et møde på et par timer, hvor en del tvivlsspørgsmål blev sat på plads. Vi har ikke fundet et navn endnu, det er vel egentlig også underordnet, men vi fik drøftet struktur, indhold og arbejdsmåder etc. Da pilsnerne senere blev sat på bordet blev det til en liste på nok 50+ navneforslag af mere eller mindre seriøs karaktér :]

Vi har nu oprettet et forum, hvor vi diskuterer hele baduljen op til vores sidste møde inden opstart. Det er et knaldlækkert PHP-forum som bare er rart at følge med på. Glæder mig til at vi får en trykkeaftale og rigtigt kommer igang. Til den tid vil det vrimle med folk på den åbne del af forummet og redaktionstelefonen vil kime døgnet rundt. Det blir' lige sagen gør det..!
Skriv og læs på den offentlige del af vort nye forum på fjulle.cyberdoc.dk/bladDebat/ - I øjeblikket er der faktisk kun aktivitet på den redaktionelle/lukkede del af forummet, men alt dette ændrer sig når der kommer lidt mere gang i hjulene.

Følg ellers med på
juks.dk for seneste nyt vedr. bladprojektet.

that which cannot be named

Det var med stor kvababbelse (ja, det er sgu nok et ord!) i halsen at jeg læste en SMS fra min kære ven Mads her forleden. I den stod der at selveste The Dwarves kommer til byen. Jeg elsker det band og de har om nogen været et introduktionsband for mig til punken.
Deres blanding af pop-punk med teenage-tendenser og totalt smadder rock n' roll er jeg virkeligt blevet en elsker af gennem tiden. De har en attitude som mere emmer af "fuck-dig-jeg-er-sejere-end-dig!"-punk end "se-sur-ud-og-hav-ben-i-næsen"-politisk punk. Teksterne handler om at piger er noget som skal kneppes og sprut ikke er noget som man skal prøve at nyde. De er sgu charmerende de drenge, og så optræder de nøgne på scenen!

Alt dette kan vi altså bevidne d. 9. Marts på Loppen, og jeg glæder mig rigtigt meget. Der skal virkelig meget til før at jeg ikke kommer derind!
De er i landet i anledning af deres album The Dwarves Must Die, som vidst nok først udkommer til september, men det er vel ingen skam at være tidligt ude ;) Der kan læses anmeldelser af stadset allerede nu flere steder på nettet, bl.a. et meget positivt et hos epunk-zine.com

Jeg skrev faktisk noget så sjældent som en fan-mail til dem maj sidste år og den svarede de sgu på. Jeg skrev at jeg skulle til USA og spurgte dem om de spillede nogle steder på det tidspunkt.
Her er hvad de svarede:

"Hey Niels,
We have no great plans for when you are here, but we will start touring when the record comes out. Bug those Danish promoters to get a Dwarves show this winter!"


Så spurgte jeg hvem jeg skulle "bugge" i Danmark for at få dem hertil.. og de svarede:

"The record is on Sympathy For The Record Industry, meaning no one's promoting it at all! Seriously though, once we tour Europe there will be a press person I'm sure. Meanwhile, just keep salivating and spread the word around Scandanavia."


Se det har jeg så gjort indtil nu.. savlet ;)

vi er flere om idéen

(Opfølgelse på teksten "landsdækkende, på billigt papir, hver fjortende dag", 19. Jan.)

Klokken er ved at blive mange og mit lettere influenzaramte kranie har lidt svært ved at læse forumindlæg og den slags. Jeg vil sgu helst bare til køjs og få sovet den sygdom væk. Men hvad kan du egentlig bruge endnu et blog-agtig selvmedlidende indlæg om min egen elendighed og forhold til den til? Erik har begået selvmord i Krøniken! Fuck! Jeg havde på fornemmelsen at gerningen var lige på trapperne..

Jeg stødte lige på en tråd inde på anarkistforum.tk som omhandler forskellige idéer til et nyt provinsblad for venstrefløjen i DK. Jeg blev selvfølgelig ællevild da jeg så det. Jeg tænkte: Jubii! Så er det måske muligt at finde nogen flere skribenter og distributører til når det går løs med trykkeriet af vores (Juks-redaktionens) nye bladprojekt! Jeg manede mig selv til besindelse og læste videre.

De sidste par dage har jeg stødt på et nyt initiativ, som på mange måder har rigtigt meget tilfælles med vores planer om et nyt dansk undergrunds-nyhedsmedie. Det hedder Autovisen og det er startet af en gammel bekendt fra provinsen og en han kender. De er kommet igang med en hjemmeside til projektet og det ser rigtigt godt ud. Jeg vil være ærlig og sige at jeg følte en lille ærgelse da jeg faldt over Autoavisens hjemmeside. Jeg håber bare ikke at vi er for mange rundt omkring i landet som starter overilede projekter som i værste fald går hen og kuldsejles.
Det er en fuldstændig unødvendig ærgelse jeg følte, da den kun står i vejen for et fremtidigt samarbejde. Det er klart at mangfoldighed i medierne er af det gode og at jo flere der laver noget kreativt rundt om i DK jo bedre, men jeg føler lidt at vi vil være stærkest hvis vi står sammen. - Ok, jeg tror jeg snakker lidt i ring nu, eller jeg har måske lidt svært ved at udtrykke mig klart og følelsesdistanceret.
Virkeligheden er den at vi kunne starte det vildeste og bedste blad hvis vi var mange om at samarbejde på landsplan, og det er et sådant samarbejde og en sådan kommunikation, vi skal have sparket igang!

Jeg er ligeglad med hvad mediet hedder, som jeg skal gøre mit for kommer på benene. Jeg føler uundgåeligt en vis kærlighed for navnet `Juks´ og de andre idéer og navne mine kammerater og jeg selv har brainstormet over. Her kan nævnes "Ilde Hørt" og "Tempo" f.eks.
Resultatet af min læsning på forummet (anarkistforum.tk) blev et svar i debattråden med en afsluttende opfordring til folk om tage kontakt til mig, så vi kan få arrangeret et opstartsmøde. Denne opfordring gælder også til jer der læser med herinde - Skriv til mig på primsnabelajuks.dk hvis du vil have tilsendt en reklamemail for et muligt opstartsmøde/sammenkomst et endnu ikke fastsat sted i landet hvor vi så skal snakke om vores forskellige idéer og projekter og om hvordan vi kan hjælpe hinanden.

var lige forbi Zekes

Lørdag aften var jeg i Odense til re-union med mit højskolehold. På den solskinsrige søndag dagen derpå, besluttede jeg mig for at slå vejen forbi det politiske aktivitetshus Zekes, hvor jeg ikke har sat mine ben siden i sommers, da jeg flyttede fra Odense og tog på højskole. Det er et sted hvor jeg har haft mange gode stunder de sidste to år.

Det var et superfedt besøg. Mange vægmalerier pryder nu væggene i de før så halvkedelige lokaler. Bl.a. hyler Kaptajn Haddock "WE'VE HAD ENOUGH!" fra køkkenvæggens flotte billede, hehe. Jeg sad og fik en kop kaffe med et par kendte ansigter, og boy! hvor var det rart at være tilbage - At sidde og hænge ved baren igen og snakke henholdsvist seriøst og fyre platte vittigheder af!

Der har været en smule udskiftning i rækkerne blandt aktivisterne derovre, men det er vidst overvejende udskiftninger der har ført til det bedre. Den sløve druk-stemning som alt for ofte prægede Zekes før i tiden er ikke så dominerende længere, da mange af børne-"punkerne" vidst ikke dukker så meget op mere. Et par meget ideologiske folk som ofte snakkede en masse ihjel og kun viste sig i Zekes til et par møder engang imellem og ellers aldrig glimrer nu også ved deres fravær. Tilbage er nu folk som har deres daglige gang på stedet og det kunne man mærke. Lokalerne er blevet meget hyggeligere siden jeg var der sidst. Først nu kan man for alvor forsvare at kalde stedet en egentlig café.

De har sgu' også fået en boksebold! Den hænger fra en af stålbjælkerne i loftet..

"Kære Lille Pia"

Sjældent opstår der hos mig en lyst til at sende kædebreve rundt til folk, men jeg er lige stødt på hjemmesiden 440hz.dk, og det gav mig lyst til at smide det ud her. Jeg ved egentlig ikke hvornår siden er startet, men jeg fangede den via en nyhed på Modkrafts forside.

"Et netværk af engagerede mennesker, som til daglig arbejder indenfor film, medie, IT, samfundsanalyse og undervisning," har stykket en film sammen op til det kommende valg d. 8. februar. De kalder den "den første ikke-partipolitiske valgfilm," og den er faktisk ret underholdende og flot skruet sammen. Den er en opfordring til ikke at stemme Venstre eller Konservative ved valget, da de fører en vidtstrakt samarbejdspolitik med Dansk Folkeparti.
Jeg vil egentlig ikke fylde flere ord på.
Gå ind og se den, og tell-a-(borgerlig)-friend.

Filmen ligger i .wmv-format i tre forskellige opløsninger, så det er muligt at matche sin eventuelt langsomme modem-internetopkobling.

landsdækkende, på billigt papir, hver fjortende dag

Det sidste halve år har Juks stået stille. Det gider jeg snart ikke mere.

For et par måneder siden fik jeg pludselig en atypisk tankerække angående bladets fremtid. Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad hvis Juks kunne blive mere aktuelt, ja måske ligefrem et nyhedsmedie?
De sidste fire måneder har jeg gået på journalistik-linien på Kommunikationshøjskolen Vallekilde, og det er nok her jeg først for alvor har lært at sætte pris på ren faktualitet og varme aviser. Juks har indtil videre været en slags kunstudgivelse som kom på gaden ca. to gange om året og indholdet har været rimeligt udflydende. Hvad med en mere avis-agtig udgivelse som udkom hver fjortende dag overalt i DK?

Med den oprindelige Juks-udgivelse som jeg har været med til at lave de sidste to år, er jeg virkelig tilfreds. Patrick, Christian, mig og over halvtreds andre har leveret fem blade, som hver og ét havde fantastiske produkter i af den ene og den anden slags.
Men jeg er træt af at smide noget på gaden som folk blot siger er sjovt, kært eller flot klaret. Jeg vil være med til at lave noget som man glæder sig til kommer på gaden, som man glæder sig til at åbne en ny avis.

Jeg ved indtil videre ikke særligt meget om hvad andre synes om min idé. Jeg er heller ikke påbegyndt den store charmeoffensiv endnu, da jeg ikke er sikker på hvad jeg gerne vil have at projektet skal være. Jeg ved ikke om det skal erstatte Juks og adoptere navnet fuldstændig, eller om der skal findes et nyt navn, et helt nyt koncept og "værdisæt". Sikkert er det at det nye medie bliver mere politisk og konkret end Juks har været tidligere. Det startede jo som et helt apolitisk blad. Og så bliver der nok også mindre fokus på det visuelle og illustrative desværre, simpelthen p.g.a. pladsmangel og omkostninger. Ellers forestiller jeg mig reportager, anmeldelser, musikkalender, brok og satire side om side.
Ja, måske skal det nye medie have et nyt navn. Jeg har tænkt på `Tempo´, da det klinger sjovt af noget fra fyrrene/halvtredserne. Det lyder godt og giver fornemmelse af indhold og dynamik. Men det er et lidt kønsløst navn vil jeg måske mene og det er næsten synd at smide Juks-navnet væk er det ikk'?

Jeg har som sagt ikke snakket med mange om min idé endnu, ved kun at Patrick er med på den og Jesper vidst også var positiv. Jeg vil rigtigt gerne høre fra jer derude om i har nogle idéer og/eller gerne vil lege med i udviklingen. Jeg skal til at snakke i øst og i vest for jeg vil gerne have så mange som muligt med.
Indtil videre har jeg gået med et beskedent mantra inde i mit hovede. Det lyder: "I det nye medie skal vi ikke skrive hvad vi gerne ville have at vi ville læse. Vi skal skrive hvad vi gerne ville læse." Information f.eks. er en avis som mange er enige om er en god avis, men den er alligevel svær at tygge sig igennem og trægt uoverraskende. Det nye medie skal være kontant og kritisk. Vi skal ikke være bange for at "kritisere vores venner" om jeg så må sige, for er der noget vi har brug for er det mere saglig kritik af hinanden på venstrefløjen og i diverse subkulturer her i DK. Der skal ikke være plads til megen rygklapperi står det til mig, og det er jo ikke lige let at lave et sådant tidsskrift, hvis der nu er nogen som bliver sure på os, så er verden jo desværre lille.

  • For at opsummere min plan som den ser ud indtil videre (med forbehold for større omskrivninger), så går jeg med store tanker om en publikation der fylder en eller to dobbeltsidede og sort-hvide A4-sider. Den skal udkomme to eller fire gange om måneden og være gratis. Der skal være noget portobetaling af en art, men ellers skal den mest distribueres til diverse steder som kunne have interesse. her tænker jeg politiske steder, div. forretninger + spillesteder. Jeg forestiller mig et oplag på 800-1000 eksemplarer pr. udgave.

Kom endelig med kommentarer til denne post, eller skriv en mail til primsnabelajuks.dk

Root Down i Ungeren

Som jeg befandt mig der i danseekstase på de fedtede mørke gulvbredder i den store sal på første etage, tænkte jeg et kort øjeblik på om Ungeren med en nat som denne er på vej til at gå en lys fremtid i møde.

I går nat var der for anden gang Root Down. Jeg var der ikke første gang det blev afholdt, men jeg er der næste gang, skal jeg lige love for. De sidste par år har dancehall og ragga-musik fået godt vind i sejlene på den nordlige halvkugle. På Stengade og Rust ryster byens unge nu op til flere gange om ugen deres bagdele til disse negerrytmer, som alle taler om. Denne genre har sine rødder på Jamaica og især dér hører der en stærkt homofobisk indstilling til i miljøet omkring musikken. Dancehall'en er sexet, hård og lige på og her er der oftest ikke plads til bøsser. Flere kunstnere indenfor genren nærer et had til homoseksuelle og udtrykker det ofte i deres tekster og under koncerter.
Dette må siges at være en skamplet på en fed musikgenre. Netop det har nogle folk besluttet sig for at gøre noget ved og arrangeret en aften som Root Down part II - Reggae for Tolerance. Det blev til en aften med mange arter reggaemusik på flere energiniveauer med det til fælles at kunstnere med homofobiske budskaber var siet fra.

Arrangementet bestod af DJ-sets, rappere og diverse venner af den danske reggaescene som på Ungerens to scener hele natten igennem kort sagt bare lavede løjer i gaden, spillede deres yndlingsplader og i høj grad fik os alle til at synge med på dem.
Der var utroligt mange mennesker til festen. Da jeg kom til jagtvej 69 klokken tolv var der en halvtreds meter lang kø og jeg ventede en lille time på at komme ind. Jeg tror at det delvist havde noget at gøre med at Politiken samme dag havde en helsides artikel på s. 3 af `IByen´-tillægget der omhandlede initiativet. Men sikkert også fordi Root Down I var en stor succes, og rygter går jo heldigvis.

Jeg havde selv en masse tanker denne aften om Ungdomshuset. Jeg elsker virkelig stedet og har haft nogle dejlige stunder der, specielt under punkfestivallerne i foråret og om sommeren.
Root Down er et yderst velkomment initiativ efter min mening. Bagved min entusiasme over booking-gruppens fede måde at bryde med folks opfattelse af hvad for nogen fester som holdes på Jagtvej 69 ligger der også en lille skepsis gemt. Jeg har svært ved at putte ord på den.
Hvad jeg godt kan lide ved steder som Ungeren er at det idéelt set er muligt for alle at deltage og forme stedets aktiviteter efter deres smag og idérigdom . Og jeg tror at Root Down-lignende arrangementer virkelig skal til for at få brudt med billedet og skabt opmærksomhed og flere aktivister i huset. Jeg tvivler bare kort og godt på at der er meget `Ungerenaktivist´ gemt i de gymnasietøser jeg dansede rundt ved siden af i nat. Men så igen; Hvor meget `Ungerenaktivist´ er der egentlig gemt i mig selv, og kan man ikke bare komme og feste uden at være så dælens solidarisk hele tiden?

En aften som igår er uden tvivl blevet sablet ned forskellige steder. Jeg kan forestille mig udsagn som: "De holder dendér reggaeaften udelukkende for dens trendfaktor", og "Hold kæft hvor er der mange SMARTE trendsettere her i aften!" Måske går natten i glemmebogen som endnu et forsøg fra Ungdomshuset på at opnå Danmarks anerkendelse. Jeg håber det ikke.

Erobringsmodellen

Højskolerne er bestemt noget andet, end for bare ti år siden og
anderledes end i sin spæde ungdom i slutningen af 1800-tallet.
Men er filosofien om en eksamensfri og anderledes motiverende
skole ikke eviggyldig?



Vallekilde er en af de ældste højskoler i landet. Det var noget vi elever her på skolen (Vallekilde.dk) ofte blev påmindet om i starten af opholdet af vor forstander Troels Mylenberg. Foredragssalen kaldes blandt eleverne `kirken´, selvom den ikke tjener noget religiøst formål. Det er nok p.g.a. af dens arkaiske atmosfære, mørke trærelieffer og rækker af bænke til menigheden. Bygget i 1866, hvor højskoleelever ikke var unge som manglede fornemmelse af identitet, men bondeknægte der var analfabeter. Man tog på højskole for sangene, samværet og landbrugsuddannelsen og var fire om én tallerken, når der var vælling i spisesalen.

Idag har vi fag som Journalistik, Politik og Webdesign, og med hensyn til bespisningen har vi en overvældende buffet at vælge imellem hele tre gange om dagen. En buffet som vi ofte deler med et antal kursister, som opholder sig på skolen. Højskolerne i Danmark har nemlig trange kår og mangler i høj grad elever. Derfor driver mange skoler sideløbende kursusvirksomhed for firmaer og forskellige betalende grupper af pensionister og pædagoger, for at holde økonomien kørende.
Dette er mange skoler nødtvunget til, da regeringen i øjeblikket er i færd med at undergrave ideologien bag "livets skole". I en effektiv tid bliver der af højtstående politikere set skævt på skoler uden eksamensbeviser. Højskolens ideologi er for nylig blevet diskrediteret som uværdig til drift af en uddannelsesinstitution, og regeringen har nu, ved at afskaffe Kvote 2-ordningen fra 2007, sorteret højskoleophold fra de relevante forberedende uddannelsertil videre optagelse på landets universiteter. For at en uddannelse skal være givtig og legitim, skal man ifølge vores regering og deres kollaboratører have et eksamensbevis i hånden ved endt semester. Den slags gør højskolerne det ikke i.

Jeg så for nylig Enhedslistens kommentar til højskolesituationen og jeg synes at de har fat i noget af det rigtige. Her fordømmes en fremtid lige om hjørnet, hvor højskolerne i plovfurerne af V-K's fremtidsvisioner ser ud til blot at blive HF-skoler forsøgt tilsat en smule atmosfære.
Regeringens forslag om at indføre en højskolemodel med mere frie HF-institutioner grunder osse i en vis misundelse til den uanede frihed som højskolerne tilbyder og hvad en sådan uddannelse kan ende med af smukke resultater. Jeg ser store paraleller til den misundelse boligselskabet KAB ser ud til at føle overfor Christiania, når de vil begrunde deres opkøbsplaner af alle husene på Christiania. Jeg læste om fremtidsplanerne for Christiania i en artikel jeg for nylig har set i Weekendavisen (søg på ordene `fri stad?´ på forsiden for at finde artiklen, da ingen permanente links ser ud til at virke.) Her snakker journalisten med et par beboere på fristaden og med direktøren for KAB Jesper Nygård. Han siger i artiklen at han gerne med opkøbet vil have en fremtidens boligforening på Christiania, som er mindre kedelig og som ikke er som boligforeninger nu er flest, hvor man ikke ser så meget til hinanden og der ikke er noget liv imellem beboerne. Huslejen på det nye Christiania bliver selvfølgeligt skudt i vejret, så det hæves til højder nogenlunde tilsvarende dem i den virkelige verden omkring Staden.
Med Jesper Nygårds egne ord:
»Den der livsglæde og omsorg for hinanden skal ikke ødelægges. Deres sociale aktiviteter og omgangsform, som gør de skæve eksistenser til en del af hverdagen - alt det, som gør, at de fleste os godt kan lide at komme på Christiania - skal ikke ødelægges.«
Prøv da først Jesper, at få stablet en boligforening på benene med en smule atmosfære og se om det vil lykkedes, istedet for at lege endnu mere forsøgsterrarie med Christiania end godt er!

Jeg ser en parallel til den måde regeringen vil den på én gang både afslappede og entusiastisk højskole-ånd til livs på, og samtidigt `låne´ dens stemning og anderledes anskuelse og drysse den ud over en helt anden slags uddannelse, som regeringen føler vil blive bedre.

Hvad vil jeg med en sammenligning af højskolebevægelsen og Christiania? Svaret er vel at jeg synes at det er en skam at det skal være en institutions eller et områdes død at den/det har noget som nogle andre gerne vil have. Siden jeg begyndte her på Kommunikationshøjskolen Vallekilde har jeg aldrig oplevet en mere stressende og givtig skolegang. Elevens motivation skal grunde i egne ønsker om udfoldelse og frit fald og ikke i en lærers kryds på en blok. Visse rammer er nødvendige for at skole som samfund skal kunne fungere, men vigtigst af alt er udgangspunktet. Viser man eleven tillid istedet for at kigge ham over skulderen ser man hurtigt resultaterne. Det er hvad der sker her på min højskole. Her har vi visse rammer: Obligatorisk morgensang og gymnastik, faste dog fleksible retningslinier fastsat af lærerne og en stor indflydelse til os elever.

Det er godt at eksperimentere og én af mine pointe er NETOP at jeg ikke håber at hverken højskolerne eller Christiania skal have patent på fleksibilitet, åbenhed og tillid. Lad da folk starte nye, bedre skoler og boligforeninger i et væk. Det har vi brug for! Men realiseringen af disse ellers konstruktive og velmente tanker skal aldrig kaldes for noget andet end hvad det er. Put ikke etiketten højskole eller fristad på noget som indbefatter henholdsvis eksamenspensum og ejendomsret.
Er rammerne mere frie, så fører det et ansvar med sig, som er vigtigt for ens udvikling og indlæring. Højskolerne er frie institutioner hvor folk mødes og opbygger kompetencer ofte på et højere niveau end i gymnasierne, handelsskolerne eller på HF-kurserne. Da jeg gik i gymnasiet havde jeg konstant fokus på at give læreren hvad han ville have af svar og ellers holde mine fraværsprocenter nede. På den højskole jeg går på, går vi mere i dybden med tingene, end jeg nogen sinde har prøvet i en skoletime, som har den samme varighed. På det tørre plan har jeg osse læst og skrevet flere tekster de sidste tre måneder end jeg gjorde tre måneder i gymnasiet. End ikke haft en eneste sygedag endnu.

Som en afslutning vil jeg understrege: Fra år 2007 kan højskoleelever ikke længere få kvote 2-point til deres universitetsansøgning. Lad os håbe at det ikke afskrækker flere unge fra at vælge et halvt år på højskole. Og fra at stemme til næste valg..

Tragisk er det at det netop var venstrebønderne, der i højskolernes gryende dage var med til, at sætte gang i den store folkebevægelse, som skulle vare ved i lang tid. Tragisk at venstrebønderne i træsko og skjorter idag har fået stedfortrædere i jakkesæt bevæbnet med slipsenåle.

toilettet paa Normannenstrasse 1

Lige vendt hjem fra Berlin. Studieturen for mit hoejskolehold gik til denne "Hauptstadt Europas". Og hvor er det dog en fed by!
Det hele var lagt i skema, med en tilpas maengde blanke timer, hvor vi kunne goere hvad vi ville.
Jeg er traet af den stemning der har ligget i luften paa de sidste par "ungdoms"-gruppeture jeg har vaeret paa. Man glaeder sig umaadeligt meget til rejsen og forestiller sig i ugerne op til afgang hvorledes man paa denne uge i den udenlandske storby vil bade i en cocktail af kulturtilbud, afslappelse og horisontudvidelse.
Naar man endelig kommer derned, bliver indtrykket som efterlades for eftertiden ofte et af soevnmangel, rastloeshed og daarlig kommunikation med dem man rejser sammen med. Ofte vil man jo lave forskellige ting naar man er ude at rejse, og har folk ikke meget tid og overskud saa bliver de irritable.

Nu lyder det som lutter tortur denne tur til Berlin. Det var det selvfoelgelig ikke. Jeg blev desvaerre nogle gange noedt til at stikke lidt af fra de andre under turen, for bl.a. at kunne opleve nogle af de eks-besatte huse i Friedrichshain-kvarteret. Steder hvor der ikke kommer R'n'B ud af hoejtalerne og hvor der ikke dufter af Issey Miyake-parfume. Jeg var bl.a. forbi Sama-café i Samaritterstrasse, hvor der var en fed stemning. Her kom jeg hurtigt i snak med fremmed godtfolk, bl.a. stoedte jeg paa en som er kaereste med en pige jeg kender i Odense(!)

Turen til Berlin kom lidt til at staa i "undertrykkelsens" tegn, da vi hjemmefra havde beskaeftiget os en del med Tysklands fortid. Ute havde holdt foredrag om hendes opvaekst som system-trodsig praestedatter i Oesttyskland, og vi havde laert meget om den undertrykkelse som eksisterede i det tidligere DDR.
Da det nu var en studietur vi var paa, besoegte vi et par museer dernede. Et af dem som jeg sjaeldent vil glemme var Stasi-museet, som var beliggende i de oprindelige hovedkvarterer for Stasi i Oesttyskland. Det var et kaempe isoleret boligareal centralt beliggende i Berlin. Her havde flere hundrede Stasi-agenter deres gang for femten aar siden. Personalets boern gik i boernehaver inden for murene og de handlede i special-forretninger med af politiet beslaglagte og stjaalne varer og varer som den almene oesttysker ikke havde adgang til. Der var en virkelig saerlig stemning paa de gange og i de kontorer. Udover at moebelindretningen og de mange traepaneler gjorde bygningen uendeligt halvfjerdser- og Olsenbanden-agtig, saa stank der osse af fortid.





Nu vil jeg runde denne rejseberetning af.
Da jeg besluttede mig for at gaa mod udgangen af de gamle Stasi-hovedkvarterer, ville jeg lige trykke en lort paa et toilet. Det gik hurtigt op for mig at de havde beholdt den oprindelige toiletindretning, og at det eneste som var udskiftet var toiletpapirsholderen og saebeautomaten. Doerhaandtagene var af tyk sort plast og der hang et roedt badeforhaeng foran et brusebad bagved toiletbaasene. Det kan taelles paa en haand hvor faa gange jeg har oplevet en saa maerkvaerdig stemning som jeg gjorde der. Som jeg sad paa porcelaens-kummen paa fjerde sal i denne bygning, der engang havde huset alskins forfaerdeligheder, kiggede jeg ned i de samme fliser som hundredvis af Stasiofficerer havde gjort igenem tiden mens de ogsaa lavede lort.

..mere indhold på snapseland?

Hej fremmede. Dette er en kort meddelelse for at gøre folk opmærksomme på at alle (næsten) må skrive på snapseland hvis de lyster. Det er der indtil videre bare blevet gjort opmærksom på nederst her på siden med den ydmyge sætning: "Skriv med hvis du vil, spørg primsnabelajuks.dk" Offentligheden skal vide at vi, selvom der er et par aktive her på siden, stadig har brug for mere stof herinde, så send da en mail!
Kærligst.

STOP-DF i Odense ..og den sædvanlige faneproblematik

(Undskyld forsinkelsen af denne nyhed!)

Lørdag i sidste weekend (d.18. september) var der en sammenstimling i Odense af sortklædte unge fra hele landet. Solen skinnede og man glemte næsten at sommeren var på kraftigt tilbagetog, og at hr. og fru Jensen som sædvanligt ikke var dukket op.

Vi var vel mellem to- og trehundrede styks, som til de sædvanlige "Ing-en! ra-cis-ter! i! vo-res! ga-der!"-råb fandt sammen på den anden side af betjentene og de skumle folk med kasketter på hovederne, som gik og tog billeder.
Vi var der for at demonstrere mod Dansk Folkeparti i anledning af deres årsmøde, som de holdt i "Odense Congress Centre" på Ørbækvej. Dansk Folkepartis ungdom har i en årrække holdt deres møder i Odense på Grand Hotel. Der lykkedes det os at smide dem på porten, hvorefter de flyttede det til Fredericia, hvor vi osse holdt en manifestation samtidigt. I år valgte moderpartiet altså Odense som setting til deres sammenkomst og debat om fremtidsvisioner for Danmark.
Vores mod-demonstrationen gik super. Der var mennesker fra hele landet. Sædvanligvis gik man dog med den irritation, at demo'en egentlig burde ha' haft tre gange så mange mennesker i den. Demonstrationen skulle ganske enkelt bare vise afsky for den indflydelse Dansk Folkeparti har fået på vores lovgivning og i så fald burde der være EN DEL flere folk derude, som ville deltage på dagen sammen med os andre. Igen virker det nok for afskrækkende at de fleste af os er sortklædte og at vi evigt og altid er omringet af soldat-fade.

En anden stor irritation, og nok osse grund til at der ikke gik flere med os og råbte i gaderne den dag, har nok sin oprindelse i de sædvanlige røde og sorte faner og Internationale Socialisters slikkepinde-skilte, omhandlende alt fra `Frit Palæstina´ til `Bevar Christiania´. Ja, jeg synes at fokus en sådan dag skal være på Dansk Folkeparti. Så kan man sgu' lave en anden demo på et andet tidspunkt der fejrer socialismens fremtid eller fordømmer Israel - Misforstå mig ikke, men jeg blir bare så pissed når jeg ser det store potentiale i en demo blive spoleret med et finger-knips, ved at der er en 20-30 folk som føler, at deres faner for enhver pris (og til enhver anden sags ærgelse) ikke skal stå og samle støv i skabet på en sådan dag.
Jeg havde mens vi gik ned gennem gågaden en ophedet diskussion med en IS'er i Odense, som jeg kender. Hun var stærkt uenig i min fremlæggelse af det problem jeg ser i det flimrede billede de mange faner og skilte fra hele jordklodens brændpunkter giver. Hun sagde at min holdning var meget forældet, og at man idag for længst havde droppet de tanker og ved en lejlighed som denne, simpelthen gik på gaden for "mangfoldigheden." Jeg blev rimeligt provokeret af det hun sagde. Jeg ved sgu ikke om jeg er anarkist, kommunist eller liguster-fascist, men er der én ting jeg kan blive enig med mig selv om, så er det at vi desværre har en svag venstrefløj i DK for tiden, og er der én ting som kun forværrer situationen så er det f.eks. at stå og vifte med et `Free Mumia´-skilt til en antikrigs-demonstration.

Men jeg vil ikke skygge dette indlæg for meget med min generelle kritik af hvordan de fleste demonstrationer folder sig ud i praksis, for en fed dag var det virkelig sidste lørdag! Godt vejr og panserne holdt sig endda mere på afstand end de plejer. Derudover var der næsten ingen nazi-aktivitet i byen, kun lidt hærværk sent på aftenen hvor der var blevet smadret ruder i Café Zekés. De fleste nazister var nok oppe i Sverige og hjælpe deres svenske venner med at spinde smagløs propaganda på en mindehøjtidelighed for en nyligt dræbt dreng ved en togstation.
Ruderne blev smadret af nogle kujoner samtidigt med at de sidste af os fra demo'en som fandt sted i centrum af byen, havde valfartet til de nybyggede grill-arealer i Vollsmose, for at fejre den lange dag med et par bajere og nogle pølser på grillen, i lyset af sen-sommersolen.

Læs mere på:
http://www.zekes.dk/antidf/
http://www.antifa.dk/faf/

Ældre posts